Det har de senere år været alt for let at glemme, hvor god en skuespiller Nicolas Cage egentlig er. Lidt for mange film i »Ghost Rider«-kategorien, har efterhånden skygget for tidligere pragtpræstationer i film som »Leaving Las Vegas«, »Lunefulde Måne« og »Wild at Heart«. Men med titelrollen i David Gordon Greens »Joe« får Nicolas Cage et meget velfortjent comeback. Han har muligvis aldrig været bedre.
Joe er en fordrukken enspænder i en lille by, der har storhedstiden bag sig. Når han ikke hælder gift i sig selv, forgifter han træer, så det bliver lettere at hugge dem ned. Et arbejde der på nærmest symbolsk vis synes at rumme hele Joes eksistens. Men da en ung mand, Gary, beder om at få job, imponeres Joe over hans ildhu og arbejdsiver. Gary slås med en ondskabsfuld og voldelig far, og har indtaget rollen som sin mor og søsters beskytter. Da situationen i hjemmet eskalerer, beslutter Joe at træde ud af sin selvvalgte ensomhed og, måske for både første og sidste gang, gøre en forskel for et andet menneske. Koste hvad det vil.
Nicolas Cage er nærmest rystende i rollen som Joe. En mand der – forstår vi på de andres kommentarer – har oplevet lidt af hvert her i livet. Han har en datter, han ikke ser. Han har været i fængsel, og han er uvenner med nogle mildest talt ubehagelige typer, der vil gøre hvad som helst for at få hævn. Over hvad finder vi aldrig ud af, men den ene har ar efter en slåskamp, hvor han røg gennem en bilrude. Man formoder, at det var Joe der sørgede for den tur. Og formode er det eneste vi kan, for svar er der ikke mange af i »Joe«. Hvorfor bliver ellers så venlige og afholdte Joe med et så rystende aggressiv, at han mister enhver kontrol? Og er det grunden til, at han lever et så ensomt liv? Manglen på forklaringer stimulerer nysgerrigheden – fodret af Nicolas Cages på samme tid intense og afdæmpede spil. Joe er ikke noget, han er nogen. Han er. Og det er både rørende, rystende, farligt og farligt fascinerende.
Stemningsfulde scener
»Joe« har en desillusioneret råhed over sig, både i portrættet af mennesker på kanten og af det trøsteløse lillebysamfund, der minder om Debra Graniks fremragende »Winter’s Bone«, men samtidig foregår i sit helt eget univers, der også rummer glimt af ømhed og befriende humor. David Gordon Green, der senest var aktuel med »Prince Avalanche«, er en mester i at skabe sydende stemningsfulde scener – solidt støttet op af hans faste fotograf Tim Orr; Selve omgivelserne synes at true med et helvede, der når som helst kan bryde løs. Hvis det da ikke allerede brænder omkring os.
»Joe« er som en sindstilstand. Et møde mellem en mand og en dreng der, måske, måske ikke spejler sig i hinanden. Manden og drengen, sidstnævnte spillet med skrøbelig charme af Ty Sheridan fra »Mud«, er i øvrigt de eneste professionelle skuespillere i filmen, resten er amatører. Selv Garys fordrukne far, indbegrebet af alt ondt, er spillet af en mand, der i virkelighedens verden var hjemløs, og som døde kort efter optagelserne. Virkeligheden trænger sig på i »Joe«, råt for usødet. Det anbefales at se med.
Hvad: »Joe«.
Hvem: Instruktør David Gordon Green. Medvirkende: Nicolas Cage, Ty Sheridan.
Hvor: Premiere over hele landet.
