Christoffer Boe deler anmelderne

Dybt frustrerende og fjollet thriller eller fornøjeligt kispus? Anmelderne er uenige om Christoffer Boes nye film "Alting bliver godt igen".

Christoffer Boes nye thriller "Alting bliver godt igen" deler anmelderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares
-»Alting bliver godt igen« er en dybt frustrerende pseudo-thriller. Sådan lyder dommen fra Berlingske Tidende. Og stjernerne? Ja, der er ikke mere end to af dem.

I Jyllands-Posten keder anmelderen sig ligefrem, da han ser Christoffer Boes nye film. Alligevel placerer anmelderen 3 stjerner ud for den danske film.

Dagbladet Politikens anmelder er til gengæld begejstret for Boes nye thriller, der ifølge anmelderen "leger kispus med biografgængernes forventninger". "Alting bliver godt igen" får hele 5 hjerter i avisen.

Denne uges DR2 Premiere-anmelder, skuespilleren Zlatko Buric, er enig med Politiken:

- Jeg bliver ekstraglad, når en dansk film er god, og 'Alting Bliver Godt Igen' er rigtig god. Jeg er stadig ikke sikker på, om jeg forstår, hvad den handler om, men det er kun godt. Sådan skal film være, hvis man spørger mig, siger Zlatko Buric og giver filmen 4 stjerner.

Men lad os tage anmeldelserne fra en ende af.

Et bluffnummer

Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen er ikke begejstret for Christioffer Boes nye film, som instruktøren selv kalder en thriller. 
Ebbe Iversen mener, at Christoffer Boe snyder sit publikum og skøjter rundt i thriller-genren.

- Ingen kan beskylde »Alting bliver godt igen« for at være banal eller forudsigelig. Til gengæld synes jeg, at den ligner et kunstnerisk bluffnummer - og i hvert tilfælde sender den et thriller-publikum ud af biografen frådende af frustration.

Læs hele anmeldelsen i Berlingske Tidende her

Ifølge Ebbe Iversen trækker Christoffer Boe ganske enkelt tæppet væk under sit publikum, men det er ikke på den overraskende og interessante facon.

 - Efterhånden som mystikken i hans nye film breder sig, og den neurotiske paranoia intensiveres, forsvinder filmens forankring i en fundamentalt logisk og rationel handling, og hele historien viser sig at være et hallucinatorisk blålys. Man er ked af at afsløre det her, men publikum må advares.

WEBTV: Hør filmanmelder Ebbe Iversen fortælle om "Alting bliver godt igen"

Jyllands Postens anmelder, Nanna Frank Rasmussen, er heller ikke begejstret.

- I takt med at man holder op med at identificere sig med og holde af Falk (hovedpersonen i "Alting bliver godt igen" red.), daler tålmodigheden med filmen. Midt i al dramaet småkeder man sig faktisk.

Men Nanna Frank Rasmussen roser til gengæld fotografen Manuel Alberto Claros for sin "altid geniale fotografering".

Læs hele anmeldelsen i Jyllands Posten her

Intelligent skinmanøvre

Bladrer man op i Politiken vil man se, at filmanmelder Sophie Engberg Sonne er ganske uenig med de foregående.

Her får Christoffer Boe 5 stjerner med på vejen, og anmelderen kalder lyd- og billedsiden "let og legesyg".

-  "Alting bliver godt igen" er en film, der drilagtigt narrer tilskuere med sit genreknæfald, der til syvende og sidst viser sig at være en skinmanøvre, skriver Sophie Engberg Sonne.

- Det vidner om overskud fra Boe, der demonstrerer, at han kan thrilleren indefra og udenad.

Christoffer Boes nye film "Alting bliver godt igen" vise i biografer landet over fra den 28.januar.