Charmeret og bedraget

Man føler sig godt underholdt med luksuriøse billeder og et fint humoristisk drive i »Focus«, hvor Will Smith genvinder lidt af sit tabte terræn.

»Focus« er et behændigt udført underholdningsnummer, der giver smil på læben. Will Smith genvinder lidt af sit tabte terræn efter en stribe dårlige film som Nicky, der lever af at snyde andre med alt fra lommetyverier til større svindelnumre.

Han møder Jess (Margot Robbie fra »The Wolf of Wall Street«), og hun er ivrig efter at lære. De forelsker sig, men driver fra hinanden, og møder hinanden igen i en lang finale.

Robbie har ikke rigtigt karisma til en hovedrolle, og hun er filmens svageste kort, men det gør knap så meget, for det er svindelnumrene, der bærer handlingen frem. Og en lille håndfuld overraskende drejninger i manuskriptet, hvor man bliver forbavset over, hvem der svindler hvem.

Man føler sig godt underholdt med luksuriøse billeder og et fint humoristisk drive. Det er dog meget muligt, at »Focus« akkurat som en ægte storsvindler har snydt en ekstra stjerne ud af denne anmelder ved at aflede opmærksomheden fra, at filmen består af langt lettere vitaminer, end dem man begejstret tror, at man spiser.

Hvad: »Focus«.

Hvem: Instruktør: Glenn Ficarra og John Requa. Medvirkende: Will Smith og Margot Robbie.

Hvor: Premiere over hele landet.