Carrie med ny teknologi

Chloë Grace Moretz har overtaget rollen som Carrie fra Sissy Spacek i en ny udgave af Stephen Kings klassiker. Fold sammen
Læs mere

Brian De Palmas filmatisering af Stephen Kings første roman »Carrie« er en gyserfilm, der helt retfærdigt gennem tiden har fået status som klassiker. En af de få film på baggrund af Kings romaner, der kan stå alene som film. Nu har man valgt at nyfortolke historien i Hollywood, men den lever ikke helt op til den første film. Carrie (Chloë Grace Moretz fra »Kick-Ass«) er kuet af sin sindsforvirrede og voldsomt religiøse mor (Julianne Moore). Den generelle mobning af hende i skolen kulminerer, da hun for første gang får menstruation under fællesbadningen efter gymnastik. Med til Carries pubertet hører også, at hun langsomt opdager overnaturlige kræfter. Carrie kan flytte ting ved tankens kraft. Den onde teenagestemning er fint skildret, selv om der er smurt lovligt tykt på både de gode og de onde. Det helt store problem er dog, at der er skruet op for de computeranimerede effekter, men jo flere knive, borde og biler, der flyver gennem luften, desto mindre effekt har det. Jacob Wendt Jensen

Hvad: »Carrie«.

Hvem: Instruktør: Kimberly Peirce. Medvirkende: Chloë Grace Moretz, Julianne Moore.

Hvor: Premiere over hele landet.