»Carol«: Forbudt kærlighed med store konsekvenser

Det kom bag på mange, at Todd Haynes ikke blev Oscar-nomineret for det fine, rørende og sanselige drama »Carol«, der fortæller en kærlighedshistorie med store konsekvenser.

Cate Blanchett (th.) og Rooney Mara leverer gnistrende sensuelt samspil. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Et blik, der lige holdes lidt for længe. En hånd, der tøver i luften. En sætning, der bliver hængende på hjerterøde læber.

Den amerikanske instruktør Todd Haynes har en helt særlig evne til at formidle stemninger og følelser med en underspillet lethed, der kun er med til at understrege, hvor hjerteskærende påtrængende de er for de involverede.

Det gjorde han aldeles mesterligt i »Far from Heaven« med Julianne Moore som frustreret 1950er-husmor, der forelsker sig i sin sorte gartner. Og det gør han i »Carol«, hvor han igen vender tilbage til USA i 1950erne og endnu en forelskelse i den helt forkerte. I hvert fald set med datidens samfunds snævre blik.

»Carol« er baseret på Patricia Highsmiths kontroversielle roman »The Price of Salt« fra 1952 og handler om den bly ekspeditrice Therese, der forelsker sig hovedkulds i den sofistikerede forstadsfrue Carol, der kommer ind i stormagasinet, hvor Therese arbejder, for at købe en gave til sin datter.

Følelserne er gensidige, men problematiske. Ikke alene er Carol gift, det amerikanske samfund er bestemt heller ikke modent til at se med milde øjne på kærlighed mellem kvinder.

Længsel, smerte og begær

Det udvikler sig til en dramatisk historie med store følelser på spil. Men på magisk vis lykkes det Todd Haynes at få både det storslåede og inderligt smertelige ved forelskelsen formidlet med underspillede armbevægelser, der i bløde kurver fortæller om brændende længsel, smerte og begær.

Samt den helt særlige eufori, der opstår, når man møder et menneske, der spejler ens egne inderste håb og drømme.

Han får nu også særdeles god hjælp fra Cate Blanchett og Rooney Mara i de to hovedroller. De spiller med en tilbageholdt intensitet og intelligens, der passer til historien, og så klæder de hinanden.

Kostumerne er et kapitel for sig i »Carol«. Todd Haynes har endnu engang allieret sig med Hollywoods måske dygtigste kostumedesigner Sandy Powell, der foruden at være Martin Scorseses faste samarbejdspartner også stod bag kostumerne til Haynes’ farvesymbolske »Far From Heaven«.

Powell har sammen med set-designer Judy Becker skabt et sansemættet New York anno 1950 i bløde toner og skarp rød, der er lige til at fortabe sig i.

Hvad: »Carol«.

Hvem: Instruktør Todd Haynes. Medvirkende: Cate Blanchett, Rooney Mara.

Hvor: Premiere over hele landet.