Cannes-film om dødelig sportsfanatisme

Bennett Millers Cannes-film »Foxcatcher« dramatiserer de sande begivenheder omkring en gal milliardærs forsøg på at overtage USAs olympiske brydningshold.

Steve Carrell (T.H.) i rollen som John Eleuthère du Pont. Foto fra filmen »Foxcatcher«. Fold sammen
Læs mere

En af de mest interessante film, der har været vist under den igangværende filmfestival i Cannes, tager udgangspunkt i den bizarre og tragiske historie om John Eleuthère du Pont, mangemilliardær, ornitolog og generøs mæcen for amatørsport i USA.

Filmen »Foxcatcher« har fået fremragende anmeldelser, og blandt andet fremhæves komikeren Steve Carells spil som den paranoidt skizofrene du Pont, der endte sit liv i frihed, da han nedskød sin ven Dave Schultz, olympisk guldmedaljevinder i brydning.

John Eleuthère du Pont blev født ind i en af USAs rigeste falmilier, du Pont-dynastiet, der skabte en formue ved produktion af røgfri krudt. Firmaet du Pont udviklede sig i 1900-tallet til en af verdens største kemiske producenter og havde en overgang omkring en tiendedel af staten Delaware ansat. Blandt koncernens opfindelser var nylon og kevlar, hvilket gjorde firmaet til en af det amerikanske militærs hovedleverandører.

Samlede på sneglehuse

Selvom John Eleuthère du Pont selv var højtuddannet kemiker, lå hans personlige interesser på andre områder. Han var en dedikeret fuglekigger og sneglehusesamler, skrev fire bøger om Nordamerikas fugle og brugte en stor del af sin personlige formue til at grundlægge sin hjemstat Delawares Naturhistoriske Museum.

Han havde udvist de første symptomer på en alvorlig mental sygdom i starten af 1990erne, omtrent samtidigt med at han fik sig en ny altopslugende interesse: Amatørsport, men i særdeleshed brydning i den klassiske græsk-romerske stil.

John Eleuthère du Pont blev overbevist om, at hans evner som coach ville kunne skaffe USA guldmedaljer ved OL og overtalte den olympiske guldvinder i brydning Dave Schultz til at oprette det topmoderne træningscenter »Foxcatcher« på hans ejendom i Delaware. Her skulle de i fællesskab samle USAs bedste talenter inden for sporten og træne dem til ny medaljesejre. Også Dave Schultz’ bror Mark, der også var OL-guldvinder, blev tilknyttet centeret.

I samme periode var John Eluethère imidlertid begyndt at udvise paranoide symptomer og udstyrede blandt andet sit store hus med komplicerede sikkerhedssystemer. Ingen havde dog forudset omfanget af hans sygdom, der i 1996 førte til, at han med tre skud tog livet af Dave Schultz seks måneder før, at OL-holdet skulle deltage i olympiaden i Atlanta.

I to dage barrikaderede milliardæren sig i sit hus, indtil det lykkedes politiet at lokke ham ud. Året efter blev han idømt en langvarig fængselsstraf på trods af, at han blevet erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket.

OL-holdets træning blev derefter overtaget af Dave Schultz’ efterladte familie, heriblandt Dave Schultz’ bror Mark, der selv vandt verdensmesterskabet Ultimate Fighting Championship fire måneder efter mordet på sin bror. Hans bog »Wrestling with Madness« danner forlæg for filmen »Foxcatcher«.

John Eleuthère du Pont døde i fængslet i 2010.