Wim Wenders’ udnyttelse af 3D-formen i dansefilmen »Pina« var intet mindre end mesterlig, og den tyske instruktør har tilsyneladende følt sig inspireret af oplevelsen. I hvert fald er hans nye dokumentarfilmprojekt »Cathedrals of Culture« også i 3D – dog udført af fem verdensinstruktører foruden ham selv.
Wim Wenders, Michael Glawogger, danske Michael Madsen, Robert Redford, Margreth Olin og Karim Ainouz skildrer i seks film på hver 26 minutter seks forskellige personligt udvalgte bygningsværker, der alle på en eller anden måde har noget med begrebet »kultur« at gøre; deres funktion, æstetik og ikke mindst interaktion med de mennesker, der på forskellig vis bruger dem.
Det er der kommet seks på samme tid forskellige og ens film ud af. Wim Wenders, Margreth Olin og Karim Ainouz har valgt meget traditionelle kulturkatedraler: Oslos isbjerg af et operahus, der summer af liv og kreativitet, portrætteret i poetiske billeder, Berliner Philharmonien fortalt med fokus på musikkens magi og arkitekturens dristighed samt Centre Pompidou i Paris – dette futuristiske fortidslevn der engang skulle provokere, men nu bare står stille i al sin industrielle vælde. Integreret i bybilledet og alligevel evigt udenfor.
Bøger, fængsel og forskning
Michael Glawogger har valgt en lidt anden tilgang i sit portræt af The National Library of Russia – nemlig at lade bøgerne, bygningens oprindelige beboere, tale for sig selv.
Michael Madsens portræt af Halden-fængslet stikker ud i sin rå stil og sin insisteren på, at fængselskultur også er kultur i antologiens mest tankevækkende indslag, der får arkitektur og væren (sat på pause) til at smelte sammen, mens Robert Redford med sit portræt af The Salk Institute i San Diego, arbejdssted for nogle af verdens bedste biologiske forskere, får fortalt den vigtige pointe, at det ikke kun er brugerne der påvirker arkitekturen. Men i høj grad også arkitekturen, der påvirker dem, der bor og arbejder i bygningerne.
At give en samlet vurdering af en antologifilm, der består af så forskellige dele, er en svær opgave. Heldigvis falder ingen af de seks film igennem, men formår at belyse emnet fra forskellige vinkler, selv om man kunne ønske sig, at instruktørerne ville have skruet lidt ned for den meget massive fortællerstemme, der til tider truer med at kvæle billederne.
Samlet set formår filmene imidlertid det, man må gå ud fra, var udgangspunktet: At gøre tilskueren nysgerrig på de bygninger, som vi alle sammen mere eller mindre bevidst færdes i, på og omkring hver eneste dag. Og at mane til eftertanke om hvad arkitektur gør ved os – og hvad vi gør ved de bygninger, vi bruger.
Man får lyst til at gå en tur ud i det urbane landskab og se på byens katedraler, kulturelle eller ej, med nye og nysgerrige øjne.
Men hvis de begynder at tale om deres fremragende egenskaber i første person ental, er det muligt, at de får et diskret spark over soklen. Nogle gange bør det visuelle have lov at stå alene – både på film og ude i virkeligheden.
Hvad: »Cathedrals of Culture«.
Hvor: Vises i DRs Koncerthus lørdag kl. 13.30, hvor der også vil være rundvisning i Jean Nouvels danske kulturkatedral.
