Bunkekram og forlorne smil

Grinene slipper lidt for hurtig op i amerikansk komedie, der ellers er baseret på en god og aktuel idé: Tidligere sæddonors 142 børn ud af 533 vil gerne i kontakt med deres far.

Vince Vaughn (til højre) spiller en uambitiøs fyr, der pludselig skal være far. Til en lille baby og en stor flok børn som følge af hans fortid som sæddonor. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Komikeren Vince Vaughn går et lille skridt frem med »Delivery Man« efter en stribe nærmest forfærdeligt ringe komedier. Vi burde i hvert tilfælde allerede have glemt »The Watch«, hvor Vaughn og komikervennerne laver et vagtværn mod uhyrer fra det ydre rum.

Det er ganske enkelt svært at lave en god komedie fra bunden, så denne gang har Vince Vaughn klogeligt valgt at være med i en remake af en morsom og original canadisk film fra 2011. Serman »Delivery Man« fra den canadiske instruktør Ken Scotts side, er det dog et skridt tilbage. Han har valgt at genindspille sin film i USA, men originalen er langt bedre og lettere at føle for end den amerikansk udgave af samme historie. Kanterne er simpelthen poleret så meget, at der tilbage stort set kun er feel good-vibrationer om at finde sig tilpas på livets rette hylde og finde ind til de sande værdier på trods af alle genvordighederne. Pyha, hvor har vi hørt den mange gange før.

Genvordighederne er ellers morsomme til at begynde med. Det er simpelthen en knaldgod idé at finde på en historie, hvor en tidligere sæddonor risikerer at blive opsøgt af sine »børn«, for der er vitterlig mange børn med den slags fædre, der begynder at lede i disse år. På grund af en fejl i brugen af hans sæd i sin tid er Vince Vaughns David blevet far til hele 533 børn, og 142 af dem vil gerne i kontakt med ham. Overdrivelse fremmer forståelsen i amerikansk film. De nu voksne børn har dannet en forening, hvor de vil sagsøge sæddonorvirksomheden for ikke at udlevere faderens navn.

David er lidt af en bøf, der kører rundt med kød fra sin fars slagterbutik. Han kommer altid for sent, og hans liv roder. Først da kæresten (Cobie Smulders fra TV-serien »How i Met Your Mother«) bliver gravid, vågner han en lille smule op, men hvad med de andre 142 »børn«? Dem bekymrer han sig pludselig også om, og lige der omkring halvvejs inde i filmen slipper de gode idéer op. Situationskomedien med den bekymrede far og de alt for mange børn bliver for overdrevet til, at der er særlig meget at føle for længere. Derfra og hjem er der kun forlorne smil og bunkekram at kere sig om.

Hvad: »Delivery Man«.

Hvem: Instruktør: Kenn Scott.

Hvor: Premiere over hele landet.