Rig og målbevidst hvid kvinde hjælper fattig og usikker sort dreng til at få succes i tilværelsen - lyder det humanistisk, idealistisk og utilsigtet en anelse racistisk?
Sådan kan man i hvert tilfælde opleve »The Blind Side«, der fortæller os, at USA stadig er raceopdelt - ikke på grund af ond vilje hos nogen, men nærmest som ved en naturlov - og at en ung sort amerikaner har brug for en hjælpende (hvid) hånd, hvis han vil væk fra slumkvarteret og drive det til noget. Nemlig som footballspiller, for det er jo sport, de sorte især er gode til, viser filmen os også.
Det må unægteligt skabe blandede følelser hos den opmærksomme tilskuer, men filmen er baseret på en autentisk historie om nulevende mennesker og derfor vanskelig at argumentere imod.
Samtidig demonstrerer den, at virkelighed ofte er mere besynderlig end fiktion, for oprigtigt talt oplever man det umiddelbart ikke som særligt sandsynligt, at den smarte og selvsikre overklassekvinde Leigh Anne Tuohy i Memphis kaster sin beskyttende kærlighed på et stort brød af en sky og indelukket sort ungersvend. Men det gør hun altså, og eftersom hun er bossen i familien Tuohy, finder ægtemanden og de to børn sig uden nævneværdige protester i, at hun installerer den tavse Michael Oher i deres luksushjem og sætter sig for at skaffe ham en uddannelse.
Livsbekræftende
Derfra forløber handlingen sådan, som enhver ferm manuskriptforfatter ville konstruere den. Michael har haft en vanskelig barndom med en narkoman som mor, men gradvis tøer han op og får tillid til Tuohy-familien - der også er helt fantastisk generøs og tolerant og varmhjertet - mens han trods sit fredsommelige gemyt lærer at blive dygtig inden for den form for organiseret slagsmål, der kaldes football i USA. En stjerne fødes, og Leigh Ann er så stolt, som havde Michael været hendes egen søn.
Rørende? Ja, man vil helst ikke indrømme det, for det er tydeligt, at »The Blind Side« manipulerer ret skamløst med publikums følelser, og at instruktøren John Lee Hancock absolut ingen berøringsangst har over for det banale og sentimentale. Men historien er så livsbekræftende, at man nærmest mod sin vilje alligevel får blanke øjne til slut, hvor man samtidig kan konstatere, at kedet sig har man i hvert tilfælde ikke.
Skarp og skrap
Det skyldes historiens usædvanlige beskaffenhed kombineret med instruktørens effektive professionalisme plus ikke mindst den Oscar-hædrede Sandra Bullock, der som Leigh Anne Tuohy er filmens centrum og bærende kraft. Trods en noget slingrende karriere har Bullock altid været en glimrende skuespillerinde, og med denne film har hun fået, hvad »Norma Rae« var for Sally Field og »Monster's Ball« for Halle Berry - den store, krævende hovedrolle, der demonstrerer kunstnerens spændvidde og i dette tilfælde også viser, at den engang så søde og sjove Sandra er blevet mere skarp og skrap, hvad der klæder hende. Og at hun i øvrigt er afsindigt attraktiv på en moden og intelligent måde.
