Det er atter blevet James Bond-tid. Skuespilleren Daniel Craig har fået ros for at bringe den over 50 år gamle fiktionshelt ind i nutiden med sin seriøsitet og brutalitet i »Casino Royale« fra forrige år og »Quantum of Solace«, der har premiere i dag.
Men Daniel Craig er næppe det sidste ord i Bond-sagaen. For hver tid har sin tidsånd – og til hvert skift i tidsånden hører også en ny Bond-type. James Bond har konstant udviklet sig fra sin fødsel som figur i Ian Flemings pulp-roman til omdrejningspunkt i nutidens storfilm.
Agent 007 passer ind i sin samtid, som en handske passer en lejemorders hånd eller en lyddæmper passer en Luger.
Det var filminstruktøren Lee Tamahori, der første gang offentligt skitserede den teori, som mange Bond-fans havde sværmet for gennem flere år:
»James Bond er ikke en enkelt person, men kodenavnet på en lang række af britiske hemmelige agenter – alle med licens til at dræbe«.
Denne teori skulle forklare to mystiske omstændigheder i Bond-universet. For det første forklarede den, hvorfor James Bond stort set aldrig ser ældre ud, på trods af at han nærmer sig sin 90 års fødselsdag. For det andet forklarede teorien, hvorfor Bond med mellemrum skifter udseende: Fra Sean Connerys rå muskelkraft til Roger Moores forfinede, aldrende dandy.
Tamahori, der instruerede den tyvende Bond-film »Die Another Day« i 2002, blev angiveligt så glad for den vidtløftige teori, fordi han syntes, det kunne være sjovt at lade Connery have en minirolle i filmen, der ellers havde Pierce Brosnan i titelrollen. Teorien blev dog hurtigt lagt død af Bond-filmens producer Barbara Broccoli, der ligesom sin afdøde far Albert R. Broccoli gjorde det før hende, hægede om Bond-filmenes indre mytologi.
Den Kolde Krig
James Bond blev populær, mens Den Kolde Krig var på frysepunktet i starten af 60erne. Næsten ti år før helten første gang blev sat på film i 1962 i »Mission Drab«, skrev den tidligere efterretningsagent og journalist Ian Fleming nemlig den første af i alt 14 bøger om James Bond.
»Casino Royale« fra 1953 blev skrevet på et tidspunkt, hvor den amerikanske efterretningstjeneste CIA var alvorligt bekymret over, hvor godt det var lykkedes KGB at infiltrere den daværende engelske efterretningstjeneste ikke mindst i form af de to afhoppede agenter Guy Burgess og Donald Maclean.
Ian Fleming ønskede at genetablere Storbritanniens renommé også som spiller i kampen om verdensherredømmet, en rolle som var så godt som udspillet for briterne efter Anden Verdenskrig.
Bøgernes James Bond er en noget anderledes figur end filmenes. Han er mere embedsmand end den senere flamboyante film-Bond – »et anonymt stumpt instrument i regeringens tjeneste«, som Fleming beskrev det.
Han er mindre sexfikseret, idet Fleming mente, at Bonds dameforbrug var cirka »en kvinde per mission, hvilket svarede til enhver anden sund ung mand«. Indimellem får Bond slet ikke den pige, han har kastet sit indre laserøje på, hvilket ville være utænkeligt for filmenes kvindebedårer. I bogversionen af »Moonraker« knuses hans hjerte ganske enkelt, da den pige, hvis liv han har reddet, forlader ham for en anden.
Bøgernes Bond er ikke uden følelser og samvittighed, for eksempel drikker han sig beruset efter at have skaffet sig af med en mexicansk modstander. Han ryger som en skorsten, op til 70 cigaretter om dagen, svarende til en hver 13. minut, men lasten har sin pris, og bogen »Thunderball« begynder med, at Bond tobakshoster så voldsomt, at han er tæt på at besvime.
I modsætning til filmenes Bond, der aldrig mister besindelsen, om han så ligger bundet på en tikkende atombombe, så er Ian Flemings Bond ofte bange, mest iøjefaldende når han er oppe at flyve, hvor han koldsveder i harmløs turbulens som en anden charterturist.
Før sex-revolutionen
Bøgernes Bond tilhører tiden før tressernes antiautoritære og seksuelle revolution, men det gøres der grundigt op med i filmene. Sean Connery var den første Bond på film, og ifølge talløse web-undersøgelser også den bedste.
Men sandt at sige var han ikke filmproducenternes første valg. Det var nemlig ikke lykkedes producenten at skrabe ret mange penge sammen til filmens budget, og slet ikke nok til at hyre en af tidens store stjerner som Richard Burton (der senere tog en slags revanche i »Spionen der kom ind fra kulden«), James Mason eller David Niven, hvoraf sidstnævnte gentleman var Ian Flemings foretrukne Bond-skuespiller.
Derfor blev den 31-årige mælkemand og fotomodel Sean Connery valgt i stedet. Med hans hyre var der bedre råd til lidt flere og bedre kulisser. Sean Connery var en god skuespiller, men hans arbejderbaggrund skinnede igennem Bond-rollens kostskolede militæropdragelse, og på den måde kunne han være et identifikationspunkt for en ny tids klasseløse demokrati ligesom The Beatles, der under en optræden drillede selveste kongefamilien.
Havde overklassetypen David Niven trukket i Bonds skræddersyede jakkesæt, var figuren sikkert blevet en fodnote i filmhistorien.
Dermed ikke sagt, at Bond-filmene flød med socialrealisme. De tidligste Bond-film »Dr. No« (»Mission drab«), »From Russia With Love« (»Agent 007 jages«) og »Goldfinger« er indspillet i første halvdel af tresserne, hvor englænderne trængte alvorligt til at smøge efterkrigstidens grå rationerings-smalhals af sig. Filmene bugnede af mærkevareluksus, der virkede imponerende i samtiden, og som med tiden truede med helt at overtage filmenes image.
James Bonds kampe mod diktatoriske superskurke var ikke bare en kamp for verdensfreden, den var også en kamp for en livsstil, som især mange europæere ønskede sig, men kun havde adgang til i blade som »Playboy« og film med Bond.
Filmene eksploderede nærmest i popularitet og aflivede effektivt den socialrealistiske bølge som i 50erne havde præget engelsk film.
Men Bond-filmene var ikke kun glamour. De rummede også en særlig form for brutalitet, der indtil da havde været fraværende i film. James Bond dræbte uden sentimentalitet, og indimellem med et anstrøg af sadisme, der henimod slutningen af 60erne spredte sig til andre filmgenrer såsom spaghettiwesterns.
Tortur, voldtægter og bizarre henrettelser blev en del af Bond-cocktailen, der efterlod publikummerne behageligt rystede men ikke oprørte. Filmens to producenter og chefdesigner havde lige som Ian Fleming erfaringer fra verdenskrigen, som de brugte til at skabe det halvt galgenhumoristiske og halvt kyniske Bond-univers med.
Justering af tidsånden
Sean Connery blev hurtigt en af verdens mest populære filmstjerner men følte selv, at rollen var for snæver til hans talent. Efter fem film overlod han rollen til den nok mest udskældte Bond-skuespiller nogensinde, George Lazenby, der kun fik en enkelt film i 1969, angiveligt fordi han offentligt havde udtalt, at »tiden var løbet fra Bond-figuren«.
Dette var i ungdomsoprørets og kvindefrigørelsens år, og måske havde Lazenby lidt ret. I en enkelt scene i »I Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste« nedlægger han i en enkelt sekvens en helt stribe af villige damer i superskurkens Blofelds tjeneste, uden at en eneste af dem aner uråd.
Seriøse filmkritikere foretrak bløde mænd som Dustin Hoffman i »Fagre Voksne Verden« og gjorde nar ad Bonds lumre Casanova-manerer. 007 havde måske ret til at dræbe, men ikke til at være en mandschauvinist.
Der var med andre ord behov for en justering til tidsånden, og producenternes løsning var at gøre Bond-filmene mere selvbevidst komiske. Den 46-årige Roger Moore blev lanceret som den nye Bond, hvis funktion ikke så meget var at være den dødsensfarlige agent som at være den selvironiske krumtap i Bond-universet.
Roger Moores mest omtalte skuespillertrick var at løfte det ene af sine øjenbryn, som fandt han hele miserén en tand for meget. I en scene i »A View to a Kill« (1985), der vakte bestyrtelse blandt bondologiens traditionalister, gør han kur til sin kvindelige medagent ved at tilberede en dampende omelet til hende i stedet for blot at vælte hende omkuld på en seng.
Allerede i »Octopussy« (1983) var Roger Moore dog ved at hamre et langt søm i figurens ligkiste, da han i afslutningssekvensen lod sig klæde ud som cirkusklovn, hvilket desværre ikke engang kunne skjule, at han nærmede sig pensionsalderen.
De senere års James Bond’er har været mænd af en helt anden støbning. Set i eftertidens klare lys blev Timothy Dalton og Pierce Brosnan ikke meget mere end trædesten i udviklingen af den aktuelle Bond, der på mange måder inkarnerer en tilbagevenden til Connerys 007.
Daniel Craig har bragt James Bond tilbage til sin figurs rødder, til den brutale og nådesløst effektive dræber som Sean Connery leverede. Ligesom Anden Verdenskrigs blodige slagmarker inspirerede folkene bag de første Bond-film, er det måske Irak-krigens hårde realiteter som har moduleret figuren i denne retning.
Måske er det en Daniel Craig som Vesten drømmer om at sende efter Bin Laden. Den nye Bond ville utvivlsomt have klaret opgaven bedre end den gamle Bush.
