Kim Kold i rollen som bodybuilderen Dennis er et kosteligt syn i spritny skræddersyet blå jakke og korte bukser i Pattayas gader. »I am a bodybuilder« forsøger han sig forsigtigt frem med sit lidt ubehjælpsomme Rødovre-engelsk.
Den 38-årige og stadig hjemmeboende Dennis (Kim Kold) er bodybuilder på konkurrenceplan. Hans krop er overmoden, mens hans sind og løsrivelseslyst ikke er udviklet meget mere end til konfirmand-alderen. Det skyldes formentlig hans hæslige krage af en mor spillet af Elsebeth Steentoft. Hjemmet regeres på baggrund af hendes forsmåede følelser. Hun ligner døden fra Lübeck, men hun er langt værre. Nemlig reinkarnationen af berøvelsen af sin søns voksenliv.
De danske piger er for rapkæftede og uinteresserede, så inspireret af sin onkel tager Dennis til Thailand for at finde kærligheden, men det er ikke let i patetiske Pattaya.
Historien er sympatisk og emmer af autenticitet. Kim Kold spiller sin rolle med meget få men yderst brugbare virkemidler og en dyb røst a la Jens Okking i hans velmagtsdage. Det er genialt castet og godt spillet i betragtning af, at han er uuddannet skuespiller. Elsebeth Steentoft rammer også den onde mor præcist. Hun er en af den slags kvinder, der altid får det som sker i omgivelserne til at handle om, hvordan hun er trådt for nær. Her i en så gruopvækkende ældre udgave, at man får kuldegysninger. Og som noget sjældent i danske film er de udenlandske biroller på niveau med de danske hovedroller. Det er ellers ofte svært at blande skuespillere fra flere lande, uden der sniger sig en vis kunstighed ind.
Selv om overdrivelse fremmer forståelsen, er fortællingen dog lige enstrenget nok. Den onde mor er superond og råber efter sin søn i indkøbscentret. Sønnen, der er trådt under fode, er ejegod og helt uden mentale gearskifter. Mine indvendinger er af den mindre slags, og de ødelægger ikke filmen. Tværtimod er den fuld af sandheder som også andre end bodybuildere og thailandske kvinder kan se sig selv i og den rørende genkendelighed gør, at de halvanden time flyver af sted. Og et godt tegn, at det nye danske filmår begynder med en så fint syet og delikat formidlet debut.
