Blodig film rejser tvivl om dansk krigsindsats

Den danske dokumentar "Armadillo" er netop vist i Cannes. Den viser danske soldater i hårde kampe med talibanerne, men synes også at rejse overordnet tvivl om, hvorvidt den aktuelle krigsførelse gør en positiv forskel for civilbefolkningen.

Fra den danske dokumentarfilm "Armadilo." Fold sammen
Læs mere
Foto: Lars Skree

Der er næppe nogen tvivl om, at der aldrig er blevet filmet lignende scener af danske soldater, som dem der bliver vist i Janus Metz nærgående dokumentarfilm "Armadillo", der i dag blev vist for pressen i ved filmfestivalen i Cannes. I en afsluttende sekvens bliver de unge danske soldater fra den militære forpost Armadillo i Helmandprovinsen testet til deres yderste, da de angribes af en gruppe skjulte talibanmilitser.

Optagelserne er fra filmholdets to kameraer og fra soldaternes såkaldte hjelmkameraer, og viser et kaotisk slag, hvor to danske soldater såres alvorligt, mens fem afghanere omkommer, da en dansk soldat resolut smider en håndgranat i den grøft, hvor de befinder sig. Efterfølgende foretager de danske soldater "en oprydning", hvor de sårede afghanere bliver dræbt af en byge af kugler fra soldaternes maskinpistoler.

"Armadillo" blev søndag vist ved filmfestivalen i Cannes i den såkaldte kritikerkonkurrence Semaine de la Critique, hvor den blandt andet konkurrerer om festivalens pris Camera d’Or. Efterfølgende talte filminstruktøren Janus Metz med den internationale presse, og redegjorde blandt andet om sine intentioner om, at vise den indvirkning kamperfaringerne har på soldaterne.

- Der er ingen tvivl om, at krig har en forførende effekt. Det er spændende, og når du lever tæt på døden, får livet en særlig intensitet, siger Janus Metz, hvis film blev til i løbet af fire ture til Helmandprovinsen, hvor han sammen med filmfotografen Lars Skree fulgtes med de danske soldater på patrulje.

Filmen er optaget i samarbejde med Forsvaret, der stillede som en betingelse at måtte gennemse optagelserne, inden filmen blev udsendt. Det førte blandt andet til, at der enkelte steder er foretaget en maskering af de dræbte talibanere, i henhold til Geneve-konventionen.

Instruktøren har primært ønsket at skildre kampenes påvirkning på en gruppe unge soldater, fra de siger farvel til familien i Danmark til de ankommer i den støvede og stærkt befæstede Camp Armadillo, og til de fem måneder senere genser deres familier i Kastrup. Men filmen viser dog også med skræmmende tydelighed, hvilken udfordring de danske soldater står overfor i Helmand-provinsen, når det handler om at trænge talibanerne tilbage.

Selvom de danske soldater er talibanerne overlegne, hvad angår militært udstyr, virker det som om at talibanerne har den reelle magt i området. Civilbefolkningen tør nemlig ikke samarbejde med danskerne, da de frygter repressalier fra taliban-militsen, og danskerne kan reelt ikke skelne talibanerne fra civilbefolkningen, førend at der er nogen der skyder på dem. Soldaterne udtrykker i flere scener frustration over den låste situation.

Instruktøren Janus Metz ønsker dog ikke selv, på baggrund af sine erfaringer i Afghanistan, at foretage en politisk vurdering af, hvorvidt den danske militære indsats i landet overhovedet gør nogen nytte.

- Jeg har ikke villet lave et politisk debatindlæg. Vi kastet en film op i luften, og filmen vil givet blive tolket i flere retninger, hvilket vi ikke i sidste ende kan styre. Men filmen giver et billede de komplikationer der opstår, når man vil skabe fred med militær magt, og det synes jeg, at vi som danskere må begynde at forholde os aktivt til, siger Janus Metz, der understreger at han som filmkunstner først og fremmest er interesseret i mennesker, og at filmen i den forstand har et filosofisk sigte med at skildre den menneskelige natur mellem civilisation og overlevelsesinstinkt.

Men ud fra dine erfaringer fra kampzonen, mener du så, at Danmark i øjeblikket bruger den rigtige metode til at skabe fred og udvikling i Afghanistan?

- Afghanistan er et sindssygt kompliceret sted, og jeg er ikke militærekspert, men spørger du mig om min personlige vurdering af metoden, tror jeg da, at der burde satses mere på udviklingsbistand end på krigsførelse end tilfældet er. I øjeblikket er der ingen tvivl om, at langt de fleste ressourcer går til krigsførelse, og det kan der være alle mulige grunde til, men jeg tror ikke, at man umiddelbart skal tage det for gode varer, at vi er nødt til at skabe sikkerhed før vi kan skabe udvikling, eller at den krig vi fører i Afghanistan, nødvendigvis modvirker terrortruslen herhjemme, siger Janus Metz.

"Armadillo" vises i morgen ved en særlig forpremiere i Imperial, hvor blandt andre Folketingets forsvarsudvalg er inviteret til at overvære den. Filmen har almindelig biografpremiere den 8. juli.