Blodig

Det er sært, at en gennemritualiseret filmgenre som zombiefilmen stadig kan formå at skræmme, til trods for at man i næsten hver eneste scene på forhånd kan regne ud, hvornår chokket bliver sat ind.

Man kunne tro, at zombiefilm tilfredsstiller dybere instinkter end det rent intellektuelle! Meget fornøjelse er der på den antiintellektuelle konto i »Splinter«, der handler om en flok dumme småforbrydere og collegestuderende, der må barrikadere sig i en afsidesliggende tankstation, mens et ulækkert væsen lurer på dem i mørket udenfor.

Det minimale twist på den traditionelle zombiegenre er, at væsenet forbliver levende i dets enkeltdele på trods af, at det bliver parteret, brændt og skudt på. Det hele er selvfølgelig set før i film som »The Mist«, men det er effektivt fortalt (BOM!), og man føler med de indespærrede, når de febrilsk leder efter nøglen til bagdøren (BOM!!), mens den blodige zombieklump dundrer mod glasfacaden (BOM!!!). Kristian Lindberg