Blid ballade i familien

En ni kvarter lang tour de force af en japansk familiefortælling er et nænsomt søskendeportræt.

Tre søstre får overraskende en lillesøster, og den japanske filminstruktør Hirokazu Kore-eda zoomer i »Søstre« helt ind på de fires sjæleliv. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Hirokazu Kore-eda fra Japan laver blide og eftertænksomme film om dybt originale emner, og det er til syvende og sidst ens temperament og tålmodighed, der beslutter, om den slags indbyder til fordybelse eller giver fødder, der flytter sig af ren og skær utålmodighed. »Min søns familie« (2013) handlede om to forbyttede børn, og mesterværket »Nobody Knows« (2004) om børneflokken, der klarede sig alene uden forældre.

»Søstre« – eller som filmen lidt mere illustrativt kaldes i andre lande: »Vores lillesøster« – handler om tre så småt voksne søstre, der bor sammen, får besked om, at deres far er død. De er egentlig ret ligeglade, for de har ikke set ham i noget, der minder om 15 år. De tager dog alligevel til begravelsen, og der møder de deres noget yngre lillesøster. De spørger hende nærmest henkastet, om hun vil med dem til kystbyen Kamakura og bo. Hun tager med og alle pigernes liv tager en ny drejning.

Kore-eda fortæller aldrig særlig hurtigt i sine film. Han maler med den helt lille pensel i sine lange film, der sjældent er under to timer. Det svarer til at bruge vandfarvepensel på et lærred, der skal dække endevæggen på et stort museum. Bittesmå begivenheder og humørsvingninger giver hen ad vejen nuancer, der fremkalder de ønskede stemninger.

I den første time sker der ikke meget i »Søstre«. Vi lærer hver enkelt af pigerne at kende, og det kræver tålmodighed og vilje til at se ind i de ved første indtryk noget skabagtige skikkelser. Men heldigvis finder vi ind i et mønster af et søskendeforhold, der på den ene side er dybt og sorgløst, men som samtidig er præget af en barndom, der blev stjålet og dermed ubevidst søges forlænget. Med en deraf følgende tendens for pigerne til at være havnet i blindgyder, når det gælder kærlighed og arbejde, selv om humøret for det meste ikke fejler noget.

Kore-eda vil for enhver pris ikke presse følelser ned i halsen på sine tilskuere. Han giver os tid til at føle selv. Helt ind i krinkelkrogene af sjælene kan den nysgerrige billetkøber komme – mens folk uden interesse for Japan, spidsfindige familiestrukturer og intime dramaer bør finde en anden kirsebærblomst, som de kan se springe ud.

Hvad: Søstre.

Hvem: Instruktør: Hirokazu Kore-eda. Medvirkende: Haruka Ayase, Masami Nagasawa, Kaho, Suzu Hirose.

Hvor: Premiere i hele landet.