Bizar og fascinerende

Spanske Pedro Almodovars 18. film, »Huden jeg bor i«, er en sær, foruroligende, men også dybt fascinerende historie om en mand besat af skønhed, perfektion og hævn.

»Huden jeg bor i« er måske nok baseret på Tierry Jonquets roman »Mygale« - men Almodovar har formået at gøre den til helt sin egen sære, fascinerende og fabulerende fortælling.

Plastikkirurgen Robert Ledgard, spillet af Almodovars 80er-muse Antonio Banderas, bor i en afsidesliggende pragtvilla sammen med sin husholderske og en smuk ung kvinde, som han holder bag lås og slå - mens han udnytter hende til eksperimenter med at finde frem til den ultimative kunstige hud, der blandt andet kan modstå flammer og insektstik. Og det er kun den bizarre start på en historie, der gradvist folder sig ud i stadigt mere forunderlige og til tider chokerende intriger, afsløringer og hemmeligheder, der ikke skal afsløres her. For sjældent har en film indeholdt så mange overraskende twists. Og sjældent har det været så meningsløst at afsløre dem på forhånd. De skal ganske enkelt opleves!

Det er over 20 år siden, Antonio Banderas sidst arbejdede sammen med Pedro Almodovar i »Bind mig elsk mig« fra 1990. Men forhåbentlig kommer der ikke til at gå tyve år, før de genoptager samarbejdet næste gang. For der er noget næsten magisk over kombinationen af Almodovars excentriske galskab og Banderas’ intensitet i »Huden jeg bor i«, der på en og samme tid er et nyt skridt for Almodovar, i og med at den med sine thrillerelementer er det nærmeste han endnu er kommet på en genrefilm, og alligevel hænger så utroligt tæt sammen med hans øvrige værker, i et emnefællesskab, der strækker sig over blandt meget andet identitetskriser, moderbindinger, seksualitetsforvirring og -veksling, begær - på godt og ondt, og farvestrålende melodrama. Sidstnævnte tones klædeligt ned i skuespillet. Sandsynligvis i erkendelse af, at historien i sig selv er vild og larmende nok. Den behøver ikke blive ledsaget af råb og store armbevægelser for at virke.