Bittert liv med søde drømme

Massimo mister sin mor i en alder af kun ni år, og det martrer ham resten af hans liv. Filmen vil ikke martre billetkøberen ligeså meget. Men næsten.

Foto: At miste en forælder som barn giver traumer. Også for 9-årige Massimo.

Titlen ”Sweet Dreams” skal ikke tages bogstaveligt, for nok har Massimo muligvis søde drømme om sin mor, der døde, da han kun var ni år gammel, men hans liv som ung og voksen har en melankolsk patina, der er svær at slippe af med. Vi har at gøre med en film, der handler om uforløst sorg, og derfor byder den på en rugende stemning i hele ni kvarter.

Selv om Marco Bellochio er en af italiensk films mest aktive og alsidige instruktører, virker det, som om han i ”Sweet Dreams” løber tør for værktøjer undervejs i misèren. Instruktøren flimrer lidt for meget frem og tilbage i tid mellem barndommen, de voksne år og de unge år uden at sætte beskueren i et humør, hvor man selv bliver særligt opsat på at lægge puslespillet for Massimos også noget stillestående udvikling. Der er Bellocchio ikke rigtig i stand til at fortælle den relevante historie, så den springer fremad eller springer i øjnene.

En serie inspirerede musikvalg mellem Deep Purple og Cyndi Lauper og medvirken af den franske skuespiller Emanuelle Devos borger for poesi på nogle af de mange bare pletter, men i så god form som med ”Djævelen i kroppen” (1986) eller ”Godmorgen nat” (2003) er Bellocchio ikke.

Hvad: Sweet Dreams. Hvem: Instruktør: Marco Bellocchio. Medvirkende: Valerio Mastrandea, Bérénice Bejo, Emanuelle Devos. Hvor: Premiere i København, Århus, Aalborg, Odense, Kolding og Holbæk.