Da åbningsfilmen ved Cannes Filmfestival - Baz Luhrmanns filmatisering af "Den store Gatsby" - ikke deltager i konkurrencen om Den Gyldne Palme, er den første kandidat til prisen det utroligt barske mexicanske narkodrama "Heli" af Amat Escalante.
En stærkere kontrast til den drømmesvævende Luhrmann kunne næppe opdrives. Første billede i filmen er en militærstøvle, der tramper på en blødende mand. Han ligger på ladet af en pickup truck, der kører gennem et støvet landskab. Kort efter bliver en anden mand, der har ligget på ladet, henrettet ved hængning - nøgen fra en fodgængerbro - sådan som man kender det fra pressebillederne fra Mexicos narkokartelkrige.
Filmen følger Heli, der arbejder på en bilfabrik sammen med sin far. Han forsørger en kone og et spædbarn, samt den tolvårige datter, Estela, der har et hemmeligt forhold til Beto, en syttenårig aspirant til et paramilitært korps, der bekæmper narkohandlerne. Narkokrigens brutalitet er synlig alle vegne, og frygt er en del af hverdagen. Betos træning består af ydmygelser og mishandling, hvor han blandt andet får dyppet hovedet i et latrin og bliver tvunget til at rulle sig i sit eget bræk.
I et forsøg på at give sig selv og Estela en anden fremtid stjæler Beto to pakker kokain, han har fundet i et narkolager, og som han vil forsøge at afsætte. Han gemmer pakkerne i Helis vandtank, og kort efter bliver Heli, Estela og Beto selv bortført af narkogangstere. At narkobanden består af medlemmer fra Betos paramilitære korps vidner om det lovløse morads, som samfundet befinder sig i.
I en næsten ubærlig rædselsscene bliver Beto og Heli tortureret af bandens bødler. Torturen udøves i et rum, hvor tre børn udtryksløse ser til, og en kvinde laver mad i et køkken ved siden af. Beto er manden, der bliver hængt, mens den gennembankede Heli slippes fri og vender hjem til sin kone. Kuede af frygten forsøger de at se i øjnene, at deres datter formentlig er blevet voldtaget og myrdet. De genoptager en hverdag, som er blevet misfarvet af de groteske ydmygelser, men en dag står Estela atter i døren - levende, men traumatiseret og tavs om sine oplevelser.
Escalante er en del af en ny vital mexicansk filmbølge, der også tæller Carlos Reygadas, der sidste år imponerede i Cannes med sin konkurrencefilm. Selvom volden er uhyggelig realistisk, og særligt den centrale torturscene overgår alt, hvad der tidligere er lavet af den slags, er der samtidig en sørgmodig menneskelighed i filmene, der utroligt nok også omfatter bødlerne. Ved at placere de tre børn, der overværer og også opfordres til at deltage i torturen, viser Escalante, hvordan volden systematisk integreres i menneskenes liv fra vugge til grav. At filmen rummer elementer af humor midt i gruen, såsom en politikvinde, der uden varsel lægger kraftigt seksuelt an på et gennembanket voldsoffer, gør denne mexicanske film særdeles interessant, men svær at se på.
