Danmarks befrielse fra tyskernes besættelse var startskud til et kapløb mellem mellem Palladium og ASA studiet om at komme først med den første danske modstandsfilm. Palladium vandt med »Den usynlige hær« (1945), der havde et manuskript af Knud Sønderby, og var instrueret af Johan Jacobsen. Her danner modstandskampen ramme om et melodramatisk trekantsdrama mellem Mogens Wieth, Bodil Kjer og Ebbe Rode. Poul Reichhardt er med som frihedskæmper fra arbejderklassen, og Reichhardt fik for alvor slået sit navn fast som landets førende modstandsskuespiller, da han også spillede hovedrollen i ASA-studiets »De røde enge«, der ofte omtales som modstandsfilmen par excellence.
»De røde enge er en form for beredskabsfilm, der hylder frihedskæmperne, og hvor figurerne alene skal repræsentere det kæmpende Danmark og sørge for, at publikum kan identificere sig med modstandskampen. Figurerne har så godt som ingen psykologisk baggrund eller personlig motivation for deres handlinger,« siger Claus Christensen, der er redaktør for filmbladet Ekko.
Dog forklarer Poul Reichhardt på et tidspunkt i filmen, at »jeg slås, fordi jeg ville skamme mig, hvis jeg ikke var med under en eller anden form.« Claus Christensen påpeger, at »De Røde Enge« indeholder en grum torturscene, hvor Gestapo klipper fingrene af Reichhardt, en scene som under datidens censurregler normalt ville være faldet for censursaksen, men i sagens tjeneste fik den lov til at komme med.
»I lighed med de fleste af efterkrigstidens film pudser »De røde enge« en glorie, som kun få danskere havde ret til at bære,« siger Claus Christensen.
Ny tone i 60erne
Det samme gør de efterfølgende dokumentarfilm om Besættelsen, heriblandt »Danmark i lænker« fra 1945, der hylder det danske folks sammenhold mod tyskerne, og »Det gælder din frihed« fra 1946, der dog hudfletter samarbejdspolitikken. »De fem år« fra 1955 var en sammenklipning af de to foregående film, og den forkortede skoleudgave blev i årevis vist for generationer af skolebørn, som tilegnede sig dens ensidige syn på besættelsen.
»I Theodor Christensens lange version var der kritik af samarbejdspolitikken, men netop den blev reduceret i skoleudgaven. Ifølge undersøgelser beskæftiger højst ti indstillinger ud af filmens over 900 sig med samarbejdspolitikken, og den giver indtryk af et folk, der stod sammen i kampen mod besættelsesmagten. Forhandlingspolitikken blev ikke generet, og filmen glorificerede den danske indsats,« siger Claus Christensen.
Først i 1960erne kommer en ny tone ind i modstandsfilmene. I Palle Kjærulff-Schmidts »Der var en gang en krig« bliver besættelsen en del af en 14-årigs drengs overophedede fantasiliv, og i drømme holder han blandt andet besættelsesmagten stangen med en pistol, alt imens han ringer kollegialt til Churchill, og drengens drømmepige gisper beundrende. Klaus Rifbjergs manuskript insinuerer, at danskerne havde opbygget sig en fantasiverden om besættelsestiden.
Selv i de meget senere film og TV-serier tegnes der et entydigt heroisk billede af den gennemsnitlige dansker under besættelsen. I den populære »Matador« fra 1978-81, rejser den svagelige Maude Varnæs sig og hjælper en tysk flygtning, mens den kørestolsbundne Fru Fernando Møhge går til angreb på en tysk officer med sin paraply.
»Den viser danskerne som nogle, der vågnede op, når det gjaldt. Samtidig formår TV-serien dog også at tegne et nærmest hyggeligt billede af besættelsen, hvor det fremgår, at tyskerne her farede noget lempeligere frem end andre steder,« siger Claus Christensen.
At Danmark var en flødeskumsfront, fremgår blandt andet i en scene, hvor tyske officerer synger smukke lieder i Korsbæk.
Større realisme
Tonen bliver en anelse mere kritisk i Ole Roos’ »Forræderne« fra 1983, der var en omarbejdning Erik Aalbæk Jensens roman Kridtstregen. Her skildres to hjemvendte soldater fra Frikorps Danmark, der i befrielsesdagene er på flugt fra modstandsbevægelsen. Soldaterne skildres som ungdom, der blev forrådt af landets samarbejdspolitik med tyskerne, og er et sjældent portræt af dem, der valgte den forkerte side.
En tysk soldat spiller hovedrollen i »Befrielsesbilleder« fra 1982, Lars von Triers kontroversielle afgangsfilm fra Filmskolen. Filmen skal næppe forestås som en kommentar til selve besættelsen, snarere som en provokation, der afspejlede de datidige punkeres fascination af naziæstetik.
I 1991 både skrev og instruerede debutanten Morten Henriksen sin filmatisering af Tage Skou-Hansens roman »De Nøgne Træer«, der måske er den tidligere film, der kommer tættest på den kommende »Flammen og Citronen«. Her skildres endnu et trekantsdrama i en modstandsgruppe i Århus og en frihedskæmper, der står med valget mellem at sætte sig selv i en større sags tjeneste og få indfriet sine personlige kærlighedsambitioner.
»Her nærmer man sig omsider et realistisk billede af modstandsfolkene som virkelige mennesker,« mener Claus Christensen.
