Barn af isen

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Barsk realisme går hånd i hånd med overvældende natur i debuterende Mike Magidsons smukke og forstemmende »Inuk«. Efter at have mistet sin far flytter drengen Inuk til Nuuk med sin mor. Her vokser han op i en verden præget af vold og alkohol – det moderne Grønlands sociale svøbe. Indtil en opmærksom socialarbejder genkender Inuk som barn af Nordvestgrønlands issletter, der er ved at forsvinde i samme tempo som den grønlandske folkesjæl og identitet. Hun sender ham på børnehjem i Uummannaq, hvor han møder en lokal fanger, der hjælper ham med at finde sin tabte identitet.

Mike Magidson har skrevet manuskriptet i samarbejde med den franske antropolog Jean-Michel Huctin og Ole Jørgen Hammeken, der spiller fangeren Ikuma i filmen. Det er der kommet en utroligt realistisk film ud af, der tager os med på en betagende og forstemmende rejse til det ufremkommelige, men smukke, Nordgrønland, men også ind i den grønlandske sjæl – helt ind i isens hjerte, hvor fortidens ånder hvisker om det, der var engang.

Hvad: »Inuk«.

Hvem: Instruktør: Mike Magidson. Medvirkende: Gaba Petersen, Ole Jørgen Hammeken.

Hvor: Premiere over hele landet.