Hvis ellers filmens grundidé var brugt mere provokerende eller surrealistisk, kunne den måske godt virke. Travl erhvervsmand (Mel Gibson) er depressiv på andet år. Konen (Jodie Foster) smider ham ud, fordi han driver familien med to børn til vanvid. En dag finder han en hånddukke i en skraldespand. Den forestiller en bæver. Ved at give den en stemme, kommer han langsomt tilbage til sit gamle liv. Bare lige med den hage, at han kun fungerer som menneske, når han har bæveren på hånden. Omverdenen møder dog den nævenyttige cockneytalende bæver med forståelig skepsis.
I den første halve time giver man filmen en chance. Fordi Jodie Foster tidligere har instrueret et fint drama om en genial dreng i »Little Man Tate«. Og fordi man gerne vil komme Mel Gibson i møde, selv om han udtalt sig værre om det jødiske folk end Lars von Trier. I takt med at bæveren bliver mere irriterende end hjælpsom og et alvorligt tema som depressioner puttes ned i en ufarlig og konventionel skabelon fra Hollywood, siver der dog for meget vand gennem dæmningen. Samtidig er det irriterende, at vi skal følge den ældste søns (Anton Yelchin) ret ligegyldige kærlighedshistorie med skolens kølige cheerleader, der ellers spilles godt af Jennifer Lawrence, som var nomineret til en Oscar for »Winter’s Bone«. De to unge skuespillere er dygtige, men hvorfor gøre en banal sidehistorie så tung? Måske fordi man ved, at hovedhistorien halter.
Efterhånden som ungdomsfilmen i filmen tager overhånd, bryder vandmasserne gennem dæmningen og meningen fosser ud af »The Beaver«, og man håber i sit stille sind, at den nævenyttige bæver drukner eller i det mindste bare tier stille. Sagen er nemlig den, at Mel Gibson godt kan spille alvorligt skuespil. Vi husker det fra »Hamlet« og »Braveheart« og første film i serien om »Dødbringende våben«, hvor Martin Briggs stadig havde Vietnam-traumer. På den baggrund er forventningerne til at se Mel Gibson som knækket mand store. Men ak. Hans mimik, om så den er forsøgt udført med armene, skuldrene, hovedet eller rullende øjne bliver hele tiden så overdreven, at han er ligeså svær at tro på som bæveren. Han tyr for ofte til at bruge sit muntre øje i stedet for det sørgmodige som skuespiller, og konfrontationerne bliver stadig mere teatralsk opkørte.
Siden »Maverick« har Jodie Foster og Mel Gibson været gode venner, men det er ikke »The Beaver«, der hverken genstarter Fosters fine – omend magre – karriere som instruktør eller Mel Gibsons karriere i Hollywood. I øvrigt er dukketerapi ikke noget, der findes for voksne i den virkelige verden, og når idéen ikke bringer flere absurde idéer af samme slags med sig, ender det hele i ligegyldig sentimentalitet fra to store personligheder, der ellers plejer at være værd at følge.
