Baby med bagtanker

Billede fra filmen 'Boss Baby' Fold sammen
Læs mere

Tom McGrath, der tidligere har stået bag flere af »Madagascar«-filmene samt »Megamind«, leverer med »Boss Baby« kærlig satire over livet med en lille bleklædt tyran. Bortset fra, at Boss Baby ikke, kun, går med ble. Han bliver leveret i en taxa, iført jakkesæt. Men det er der ikke nogen, der finder sært, bortset fra hans storebror Tim på syv, der bestemt ikke har ønsket sig en lillebror. Det viser sig da også hurtigt, at Boss Baby ikke er en normal baby – han er udsendt på mission fra babyfabrikken BabyCorp, hvis verdensdominans er truet af den endnu mere nuttede art: hundehvalpen.

»Boss Baby« er en af den slags film, hvor de enkelte scener står stærkere end helheden. Der er rigtigt mange gode grin at hente i de mange kreative og sjove løjer, der opstår, når Tims fantasi tager over, men også beskrivelsen af livet med et spædbarn fra forældre-perspektiv vil helt sikkert sætte gang i lattermusklerne hos dem, der har stået i den situation. Og så har den en fin morale om, at familie er fuldt så meget noget man skaber, som det er et fællesskab, man bliver født ind i.

Hvad: »Boss Baby« Instruktør: Tom McGrath. Danske stemmer: Søren Pilmark, Lucas Lomholt Erichsen.