»Arvingerne« skuffede i anden sæson - men mon ikke vi kan forvente en sæson tre?

Så sluttede »Arvingerne«, uden at det egentlig blev godtgjort, hvorfor familiesagaen skulle have endnu syv afsnit.

Familien Grønnegaard (Marie Bach Hansen, Trine Dyrholm, Mikkel Boe Følsgaard og Carsten Bjørnlund) begraver beviserne for Gros kunstfusk. Er det i det hele taget på tide at begrave serien? Foto: Per Arnesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det må også være hyggeligt, når I allesammen er der.«

Ironien er til at tage og føle på, når den ellers så surmulende teenager Hannah (Karla Løkke) afleverer sin replik i sæson­afslutningen på »Arvingerne« – uanende, at der netop har været endnu et stort opgør i familien Grønnegaard.

Langt om længe gik det nemlig op for de øvrige chokerede søskende, at den trængte storesøster Gro (Trine Dyrholm) havde svindlet med kunst for millioner og løjet for resten af flokken. Den konfrontation spiller Trine Dyrholm naturligvis blændende. Ja, tænker man: Nøjagtig sådan er det, når man bliver grebet i en løgn – hvis nogen ellers har prøvet det.

Vi har sagt det før, men derfor er der ingen grund til ikke at sige det igen: Det har på alle måder været skuespillerne, der har reddet den TV-serie, som mere og mere kom til at minde om en sæbeopaera af den slags, der ikke rigtig kommer nogen steder.

Klogt har instruktørerne fastholdt intimiteten i de bevægelige ansigter, når virtuoser som Dyrholm og Carsten Bjørnlund med hårfin præcision formidlede de bølgende følelser, der bemægtigede sig de så hårdt prøvede karakterer.

Sæbeoperaens mekanismer

Men forfatterne har hverken haft ideerne eller kunnet finde frem til nogen reel kunstnerisk nødvendighed, der har kunnet godtgøre, hvorfor »Arvingerne« har skullet have endnu en ombæring.

Det har afsløret sig i sæbeoperaens mekanismer, som nu helt og aldeles har domineret den serie, der i sin første sæson fortalte en fin historie om familiehemmeligheder og en forældre­generations uansvarlighed, som nu var nedarvet på deres børn. Og som slog ned på de rodede familieforhold, mange kender til. Men den bue var ligesom tilendebragt – og hvad så?

Signe (Marie Bach Hansen) fik lov til at skælde sin familie ud i et enkelt afsnit, men var i næste endnu en gang seriens dørmåtte. Hendes påbegyndte romance med Rasmus Botofts sportschef gled underligt ud, inden hun fik påbegyndt en ny med landbrugsmedhjælperen Mikkel Arndt.

Frederik (Carsten Bjørnlund) gennemgik samme deroute som i første sæson, mens Solveig (Lene Maria Christensen) så bekymret til fra sidelinjen. Emil (Miikkel Boe Følsgaard) tabte serien interessen for, lige så snart han var ude af fængslet.

I stedet trak Gro, snart kold, snart varm, læsset, uden at der blev føjet afgørende nye sider til karakteren, hvor eminent Trine Dyrholm end forvaltede svingningerne.

Hadske konfrontationer

Nej, »Arvingerne« har i sin anden sæson lignet sæbeoperaen i endnu højere grad end i første, fordi den blot konstant har sat sit mangehovede figurgalleri i ekstreme situationer trods det hverdagslige setup – tak i øvrigt til scenograf Mia Stensgaard for troværdige rammer om figurerne.

Og den har reduceret det, der kunne have været interessant psykologi, til et spørgsmål om hele tiden at sende personerne ud i endeløse, hadske konfrontationer – snart til den ene side, snart til den anden. I en sådan grad at det virkede nærmest udmarvende på seerne, hvis antal har været en anelse lavere i denne ombæring.

Med korte scener indimellem, som har skullet overbevise os om, at familien Grønnegaards frustrerede medlemmer alligevel var bundet til hinanden af usynlige følelsesmæssige bånd. Også det en typisk soap-mekanisme.

Det er da meget muligt, de fire hel- og halvsøskende går side ved side i det afsluttende kameraskud. Men hold i nogen form for psykologisk rimelighed har det altså ikke.

Vi kommer ikke uden om, at anden sæson af »Arvingerne« blev en skuffelse. Kan vi forvente en tredje sæson? Mon ikke?

Jesper Christensens Thomas ligger stadig lammet tilbage – lige akkurat derved reddet fra at blive den totale revyfigur. En kamp om Isas (Josephine Parks) barn synes ikke afklaret. Og kommer Solveig mon nogensinde hjem igen? Det ved vi ikke. Men er vi ikke efterhånden lidt ligeglade?

Ugens bedste replik? Den kom fra Emil:

»I vores familie, der passer man på hinanden.«

Hvad: »Arvingerne«, sæson 2, afsnit 7. Hvem: Hovedforfatter: Maya Ilsøe. Afsnitforfatter: Maja Jul Larsen. Instruktion: Heidi Maria Faisst. Hvor: DR1, søndag aften.