Anmelderne er dybt uenige om ny krimiserie

TV-anmelderne var langtfra enige i deres dom over TV 2s krimi »Den som dræber«, som blev mødt med både seks-stjernede jubel­anmeldelser og mere end lunkne to-stjernede.

TV 2s nye krimiserie »Den som dræber«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miso Film

Anmelderne er langtfra enige om, hvorvidt TV 2s »Den som dræber« er god eller dårlig.

Søndag aften løb TV 2s nye dramasatsning over skærmen for første gang. Den dyre serie skal kaste TV-stationen ind i kampen om søndagenes dramaer. Et sted, hvor DR har hersket de seneste år. Anmelderne er dog vildt uenige om, hvor godt det første afsnit egentlig var.

»Det her har et helt andet spændingsniveau end de familievenlige krimier,« skrev B.T.s Birgitte Grue, der kvitterede med topkarakteren seks stjerner.

Politikens Henrik Palle er også begejstret og giver pilotafsnittet fem hjerter.

»»Den som dræber« burde kunne give DRs Ingolf Gabold (dramachef, red.) og konsorter i det mindste en lille smule sved på panden,« skriver han i dag i sin anmeldelse.

En skrabet sag

I den anden grøft er Berlingske og Information. Berlingske giver to stjerner under titlen »Den som gaber« og kalder krimiserien for en stor kliché i tråd med tidens gennemsnitskrimier. Information giver ikke stjerner, men kalder thrilleren for en skrabet sag.

»Lige akkurat spændende nok til at se videre på,« skriver anmelderen.

I det bløde, uimponerede, men afventende mellemfelt ligger både Ekstra Bladet og Jyllands-Posten.

»»Den som dræber« fik en professionel, men upersonlig start,« skriver Ekstra Bladet og giver tre stjerner.

Henrik Lyding fra Jyllands-Posten irriteres over seriens brug af dramatisk underlægningsmusik, som han anklager for at forsøge at piske »en krigsagtig stemning op«.

»Tro nu lidt på jeres egen histories bæredygtighed, ikke? Men ellers ligner »Den som dræber« habil søndagsunderholdning af den mere blodige slags,« skriver han og afslutter efterfølgende med denne salut og tre stjerner:

»Unægtelig en kontrast til »Lykke« - hvilket ikke er så ringe endda.«

I går kunne TV 2 juble over krimiseriens seertal. Til premieren på søndags prime time-sendetidspunkt mellem klokken 20 og 21 så 1.477.000 det første afsnit af »Den som dræber«.