Horror-film virker vilde, men er styret af genrekonventioner: Opladning af uhygge, falske alarmer, uvæsener som springer ud af mørket i samme nu, som musikken kulminerer, og så videre.
Det kan der komme gode, urovækkende oplevelser ud af. Tag bare »Nattens Dæmoner 2«, der havde premiere for nylig. Men hvor galt det kan gå, når manuskriptet ikke holder, er »Lights Out« et eksempel på.
Her bor Rebecca på sikker afstand af sin mor, der er psykisk syg og plages af en bogstavelig talt lyssky gestalt ved navn Diana.
Moren mødte hende på en psykiatrisk anstalt, hvor hun stadig bare var en lille pige med en sindslidelse, men siden sin tidlige, meget voldsomme død har hun ikke bare hjemsøgt moren, men nu også datteren og sønnen.
I grunden en udmærket lignelse om frygten for arvelige sindslidelser, men her vekslet til en historie med kedsommelige bøh-effekter og et ufrivilligt komisk gespenst, der får sin bekomst i en af de ringeste slutninger i mands minde.
Hvad dét konkret vil sige, skal ikke røbes her, det skal bare konstateres, at slutningen end ikke giver mening i filmens egen logik, og at det mest af alt virker, som om der pludselig, mindst en halv time for tidligt, ikke var mere film i kameraet.
At det bare gjaldt om at blive færdig i en fart og så høste teenage-penge ved billetlugerne. På alle måder uhyggeligt ringe.
Hvad: »Lights Out«.
Hvem: Instruktør: David F. Sandberg. Medvirkende: Teresa Palmer, Maria Bello.
Hvor: Premiere over hele landet.
