Anmeldelse: Ensidig, men ærlig

Geert Wilders kontroversielle film er ikke værre end andre beredskabsfilm.

Foto: Scanpix

Præmissen for Geert Wilders film, der hedder Fitna (”Strid”), er, at Europa er under belejring fra militante islamiske kræfter, hvis ideologi bygger på udvalgte citater fra Koranen, navnlig Sura (kapitel) 4, der påbyder Allahs stridsmænd, dvs. enhver god muslim, at myrde, brænde, udrydde alle ikke-muslimer, i særdeleshed jøder, og erobre verdensherredømmet.

De, der vil gå i rette med hans film, må gå i konfrontation med selve præmissen: at han ikke har ret i, at Europa er under belejring. Dernæst må de argumentere imod den sammenkobling, han laver mellem den militante islamismes kamp for verdensherredømmet og det voldsomt stigende antal muslimer i Europa.

Filmen oplyser, at der i 1960 var små 1.400 muslimer i Holland, mod nu mere end 980.000, og at der i dag er 54 mio. muslimer i Europa. Denne sammenkobling er basis for filmens budskab: Stop islamiseringen.

Den pæne offentlighed og presse har skildret Wilders og hans projekt med så stor afsky, at når man sætter sig til at se filmen, forventer man at se skamløs manipulation og grove ondskabsfuldheder. Man bliver skuffet.

Den socialdemokratiske kulturordfører Mogens Jensen erklærede i går, at den var lige så slem som de antijødiske propagandafilm fra 1930erne. Det er sikkert ”Der ewige Jude” fra 1940, han tænker på, og det er langt ude i skoven at sammenligne denne uhyggeligt dygtige hetzfilm med Wilders ganske enkle, logisk og fast opbyggede lille sag, der hverken er en hetzfilm eller en propagandafilm, men en beredskabsfilm, en vågn op, vi er i fare-film.

Som alle beredskabsfilm er den konsekvent ensidig, den forsøger ikke at forklare eller forstå, det den viser, og det, den viser, er fakta, det har fundet sted, der er ingen manipulationer.

Til de voldsforherligende citater fra Koranen sætter han filmstrimler, der viser tekststedernes opfordringer ført ud i livet. New York 11.9 2001. London. Madrid. Lemlæstede mennesker. Det er hård kost, men det er sket. Hængningen af to unge homoseksuelle mænd i Saudi-Arabien. Talebaneres nakkeskud mod kvinder på et stadion i Kabul. Halshugningen af den britiske ingeniør i Irak.

Filmen syr dygtigt billeder af terroristernes grusomheder sammen med reportageklip, der viser islamiske ledere, som opfordrer til de forfærdeligste ting – jøder skal både slagtes og myrdes! – og forklarer, at islam vil erobre verdensherredømmet. Den iranske præsident Ahmadinejad og flere religiøse ledere erklærer, at den eneste sande religion er islam.

Der er intet nyt i det materiale, Wilders lægger frem. Virkningen beror på, at det konsekvent er sat sammen med ét mål for øje: at vi skal føle os truede. Enhver må jo afgøre med sig selv, hvor meget ret Wilders har.

I et demokrati er der intet ondt i at lave sådan en beredskabs- eller mobiliseringsfilm, og Wilders er såmænd ikke mere ensidig, end Maj Wechselmann var med sine socialistiske samfundskritiske film eller Kristoffer Guldbrandsen med ”Den hemmelige krig”. Wilders film er bare billigere og er blevet nægtet almindelig distribution.