Allerede i de første minutter af det første afsnit af DRs stort anlagte TV-serie »1864«, der løb over skærmen søndag aften, slår instruktør og manuskriptforfatter Ole Bornedal en personlig, hyperrealistisk tone an: Over farvemættede billeder af frodige marker og med korte glimt af kommende scener introduceres vi til fortælleren Inge (Marie Tourell Søderberg), »godsforvalterens datter«, som skriver dagbog om krigen i 1864 og tiden, der ledte op til.

»Jeg er det sidste levende vidne, jeg er tiden, der forsvandt,« messer hun og vil fortælle om »en glemt krig«, hvor tusindvis af skæbner »blev ofre for gale menneskers euforiske dårskab. Og vores egen tro på den«.

Inge er en meget »bornedalsk« kvinderolle: kød og blod, javist, men samtidig en metafysisk figur, på én gang sansende og didaktisk, der bliver et redskab for instruktørens overordnede tema: At føre bevis for hvordan »gale menneskers euforiske dårskab« kan ødelægge, og hvordan krig trækker et spor af meningsløse tab og smerte efter sig. I 1864, men også den dag i dag.

Ikke nødvendigvis som en kritik af, eller allegori over, eksempelvis den danske krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak, men snarere som en kritisk udforskning af krigens gru og meningsløshed som sådan.

Nutidsperspektivet slås an i rammehistorien om den rebelske, potrygende Claudia (Sarah Sofie Boussnina) – en af udseende ung og sært poleret udgave af Lisbeth Salander fra Stieg Larssons bøger – hvis forældre er smadret af sorg over storebroderen, som er blevet dræbt i Afghanistan. En socialrådgiver sender Claudia i arbejde hos den aldrende baron Severin (Bent Mejding), der som en anden Dickens-figur sidder alene på sit nedslidte gods. En knugende scene i forældrenes hjem, et tyngende mausoleum, griber om hjertet, men ellers føles nutidshistorien – hvor der helt åbenlyst skal skabes et link mellem Inge og Claudia, mellem fortid og nutid – her i starten noget påklistret i et ejendommeligt spænd mellem socialrealisme og dramatisk konstruktion. Hvad skal vi egentlig med det?

Mørket lurer

Så er der umiddelbart mere schwung over det bærende plot, som begynder i 1851 efter afslutningen af Treårskrigen, hvor Danmark slog tyskerne og de slesvig-holstenske styrker tilbage. Mændene vender hjem fra krigen, og fædrelandsstemningen breder sig til tonerne af »Dengang jeg drog af sted«.

»Vi vil ikke have andre sprog end dansk i Danmark, og det er derfor, at Vorherre gav os flaget (...) den gode Gud lod Dannebrog med det hvide kors falde ned til os danske, fordi han elsker os højere end alle de andre,« som skolelæreren (Henrik Kofoed) med de løsthængende håndmadder siger i overdreven karikatur. Uha, den næsten hybrisagtige, om-sig-selv-sluttende og gudgivne nationalisme klinger fælt i Bornedals verdensbillede.

I krigsveteranernes sind lurer mørket da også. Godsejerens søn, Didrich, er ødelagt og sjæleligt korrumperet, mens landbrugsarbejderen Thøger har mistet gnisten i øjnene og døjer med et betændt sår på benet, der bare ikke vil hele. Symbolikken er tyk! Men der er endnu langt til 1864 og masser af livsglæde hos Thøgers sønner, Laust – den fysiske og konkrete – og Peter – den boglige og drømmende: Intellekt og krop, den virkelige folkesjæl, udspændt mellem Inge, som de begge fascineres af. Men også djævelen Didrich har kastet sit kolde blik på den belæste og selvstændige Inge, der stadig kun er et barn.

Lars Mikkelsen er overbevisende som Far Thøger med ar på sjælen. Pilou Asbæk kæmper med fagter, fysik og stemme for at puste dæmonisk liv i Didrich – i udgangspunktet en kliché. Mens Waage Sandø på det nærmeste gentager sin rolle fra en tidligere TV-serie, »Krøniken«, nu blot som følelseskold, patriarkalsk godsejer i stedet for følelseskold, patriarkalsk fabriksejer.

Monrad og Lady Macbeth

I København kæmper minister D. G. Monrad (Nicolas Bro for fuld udblæsning) med et oprørt indre og ønsket om at forene Danmark med Slesvig. Det er ham, Grundlovens fader, der skal italesætte de nationalliberales kamp mod de konservative, men han mangler i bogstaveligste forstand ord. Monrad fascineres af skuespillerinden Johanne Luise Heiberg (Sidse Babett Knudsen), der på scenen lægger krop til Shakespeares magtsyge Lady Macbeth, og de indleder et næsten masochistisk lærer-elev-forhold, hvor hun forsøger at drive hans »stemme« frem.

Er Bornedals portræt af Monrad historisk korrekt? Næppe. Men utallige filmmagere før ham har altså vendt og drejet historiske personer, udstyret dem med fiktive karakteristika og stadig præsteret medrivende kunst, så det afgørende er ikke historisk korrekthed, men hvordan Monrad virker som brik i TV-seriens puslespil.

Ingen tvivl om, at Nicolas Bros næsten maniske Monrad, som vi i første scene ser ligge rablende på gulvet i natskjorte med Jesus på korset vågende over sig, skal personliggøre de farlige, nationalistiske strømninger, der spreder sig som en virus, men klog på det egentlige politiske spil i tiden, på forholdet mellem de nationalliberale og de konservative, bliver vi grundlæggende ikke. Tværtimod virker scenerne mellem Monrad og Heiberg teatralske både i afvikling og replik; de er snarere figurer, talende principper og positurer, i Bornedals dukketeater end mennesker, vi kan føle og føle med.

Det syner formidabelt

Bornedal vil i det hele taget så meget på én gang, og han vil sige så meget gennem seriens personer, at manuskriptet er fyldt med netop dét: med udsigelser. Lige fra litterær namedropping – da Laust og Peter første gang møder Inge, refererer hun for eksempel Shakespeares »En skærsommernatsdrøm« – og tommetyk symbolik til det faktum, at personernes følelser og motivation ofte forklares ikke bare i handling, men også i ord.

»Jeg er ikke sund og rask,« siger Didrich fortvivlet. Så er hverken hans ufølsomme far eller vi, seerne, da i tvivl om dét.

Som sin fortæller synes også Bornedal splittet mellem det sanselige og det didaktiske. Ligeså overlæsset hans manuskript og dialog til tider kan virke i ønsket om at hamre pointerne og følelserne hjem, ligeså eminent og sansende en billedmager er han. »1864« har – med fotografen Dan Laustsens vibrerende, episke billeder og komponisten Marco Beltramis fine, fortolkende underlægningsmusik – simpelthen det scope og den production-value, som prisen på svimlende 173 mio. kroner for i alt otte afsnit berettiger til. Det syner og lyder formidabelt, og Bornedal mestrer det filmiske setup til ug – gid han dog bare ville stole mere på publikums egen suggestionskraft.

Tag nu første afsnits slutning: Bornedal klipper mellem et høstbal, hvor Peter, Laust og Inge danser lykkeligt til violinernes og harmonikaernes lystige melodi, og en scene med Peter og Laust, der leger krig, som drenge nu gør. Laust lader som om, at han bliver skudt, mens man på lydsiden hører virkelige geværskud. Fra Peters synsvinkel ser det ud, som hans bror sønderrives af kuglerne – som en forudanelse af, hvad der måske vil komme til at ske. Hér smelter sanselighed og didaktik på fornem vis sammen.

Forhåbentlig er der de kommende uger langt flere af den slags strubegribende øjeblikke i vente, ikke mindst når drengene er vokset op, og vi kommer til de voldsomme og blodige krigshandlinger, så »1864« kan løfte sig. Det er der – alt andet lige – brug for.

Hvad: »1864«. Første afsnit.

Hvem: Instruktion og manuskript: Ole Bornedal. Medvirkende: Pilou Asbæk, Nicolas Bro, Waage Sandø, Sidse Babett Knudsen m.fl.

Hvor: DR1, søndag aften.