Ole Bornedal er som en ballonkunstner, der ødelægger tingene for sig selv. Han begynder at puste balloner op for at skabe flotte, farverige, spændende dyr, men knalder dem så gang på gang med kæmpemæssige nåle.
Lad os bare nøjes med tre eksempler fra tredje afsnit af instruktørens TV-serie »1864«, der løb over skærmen søndag aften:
Brødrene Peter og Laust (Jens Sætter-Lassen og Jakob Oftebro) har forladt deres fælles kærlighed, Inge (Marie Tourell Søderberg), og er indrulleret i hæren, men i krig kommer vi nu ikke af den grund. I stedet lurer et trekantsdrama, og vi introduceres til et lille galleri af soldaterkammerater, der generelt er instrueret til at lægge de jyske dialekter i overgjorte folkelige folder. Blandt dem finder vi dog et lyspunkt i krigsveteranen Johan Larsen (Søren Malling), der først præsenteres for rekrutterne som »den værste« til at »nakke« tyskere. I 2014 fortæller den aldrende Severin (Bent Mejding) herefter teenagerebellen Claudia (Sarah Sofie Boussnina), at de unge mænd i 1864 havde »en skytsengel«, der forblev »noget af en legende«. Hvorefter vi også lige får en scene, hvor Laust siger til Larsen: »Du er mærkelig, som om du nogle gange står udenfor og kigger ind på os andre«. Så er det da helt umuligt for seeren selv at lægge dybde og forhistorie i Søren Mallings ellers fint underspillede nærvær.
Der er jo allesammen tossede
På Sydfyn er den martrede Didrich (Pilou Asbæk), blevet indkaldt til hæren, og han kvitterer med at voldtage sigøjnerpigen Sofia (Eva Josefikova). Et crescendo opbygges, men knap er voldtægten overstået, førend Inges stemme kommer på banen og fortæller, at 1. det varede »årtier«, før hun fandt ud af, hvad der var sket med Sofia, og 2. at hun iøvrigt selv er blevet gravid efter sin tete-af-tete med Laust – så slipper vi da for at regne dét ud.
I København er der gang i de storpolitiske fiksfakserier. De nationalliberale presser den nye konge, Christian IX (Henrik Prip), til at underskrive Novemberforfatningen, der knytter Slesvig og Danmark sammen, og D.G. Monrad (Nicolas Bro) træder ind som en spyttende dæmon, mens kameraet valser rundt i de imposante haller. Det virker udmærket, indtil en skabagtig Monrad fortæller fru Heiberg (Sidse Babett Knudsen), hvordan han manipulerede kongen. »Åh et syn,« udbryder han, og Heiberg svarer, at »virkeligheden er en handske«. Som om det ikke er nok, skal vi også en tur til 2014, hvor Claudia – der mere og mere synes at være indskrevet til rollen som Bornedals ungdommelige idealpublikum – med store øjne kan konstatere: »De er jo allesammen tossede«.
Bornedal laver stumfilm
Bang. Bang. Bang! Hver gang en interessant scene eller et dramatisk forløb bygges op, skal det spides af overtydelige fortællestemmer eller flade replikker, som udlægger og forklarer personernes motivationer, handlinger og følelser.
Ole Bornedal har i forvejen en ekspressiv fortællestil – ja, han laver næsten stumfilm. Prøv at slukke for lyden og se udelukkende på billederne. Der er masser af fortælling og følelse hér; rigeligt med (melo)drama for os at bygge videre på, men så snart vi får lyd og Borndedals mange, mange ord på, følger stavepladedramatikken med.
Så efter tre afsnit af en serie om en blodig krig, hvor der stadig kun er løsnet et enkelt kanonskud, har kedsommeligheden desværre bidt sig fast. »1864« har efterhånden præsteret et af TV-historiens længste forspil. De imponerende og følelsesstærke krigsscener, vi stadig må formode på et eller andet tidspunkt kommer – krigen er nu trods alt erklæret – kan formentlig fungere som et form for plaster, men en del af luften er altså permanent sevet ud af ballonen.
Hvad: »1864«. Tredje afsnit.
Hvem: Instruktion og manuskript: Ole Bornedal. Medvirkende: Jens Sætter-Lassen, Jakob Oftebro, Pilou Asbæk, Søren Malling m.fl.
Hvor: DR1, søndag aften.
