Anmeldelse af »1864«: Balalajka a la Bornedal

Sigøjnere, gale politikere og onde herremænd. Ole Bornedal gik planken ud i andet afsnit af »1864«, men endte trods umådeligt smukke billeder endnu en gang med lidt af en maveplasker.

Peter (Jens Sætter-Lassen), Inge (Marie Tourell Søderberg) og Laust (Jakob Oftebro) er i afsnit to blevet voksne. Foto: Per Arnesen/Miso Film Fold sammen
Læs mere

Skyerne begynder at trække sammen i Ole Bornedals stort anlagte TV-serie »1864«, hvor andet afsnit løb over skærmen søndag aften. Krigen nærmer sig, men først tager vi lige et par didaktiske omveje, der desværre tynger dramaet.

Far Thøger (Lars Mikkelsen) falder om på marken, og brødrene Laust og Peter vokser op – sammen med Inge (Marie Tourell Søderberg), Bornedals lidt påtrængende fortællerstemme – og bliver unge mænd, som arbejder på godset og i marken. Baronens søn, Didrich, (Pilou Asbæk) er stadig et dumt svin.

Ind på scenen træder ganske overraskende en gruppe sigøjnere anført af Ignazio (Zlatko Buric i en noget grinagtig forklædning). Deres dramatiske funktion synes først og fremmest at være at hylde medmenneskelighed, europæisk udsyn og multikulturalisme i kontrast til den danske, gudgivne nationalisme, som repræsenteres af den herskende overklasse – såvel D.G. Monrad (Nicolas Bro) i København som baronen på godset (Waage Sandø).

Ignazio giver sigøjnernes sidste mad til den sultne Peter og fortæller, at »alle mænd er gode«, mens baronen insisterer på, at »vi skal ikke blande os med tyskere eller jøder«. I tilgift pisker Didrich en af sigøjnerne, mens hans »gnæk–gnækkende« venner (som vi senere ser bolle en ko) citerer Hegel.

Så er figurerne da også skåret ud i pap, og vi er ikke i tvivl om, hvor sympatien skal ligge. Denne del af fortællingen virker mildest talt søgt.

Dæmoner og distraktioner

I København står Johanne Luise Heiberg (Sidse Babett Knudsen) på maven af Monrad for at uddrive den dæmon, der holder ham tilbage fra at vinde folk og fæ for sine nationalistiske tanker.

Monrad skal bare erkende, at han er gal, så kommer lidenskaben automatisk, er konklusionen. Coaching i 1800-tallet og bornedalsk motivfortolkning på overdrevet; teatralsk er det i hvert fald.

Så er der langt mere interessevækkende underspil på den tyske side, hvor Bismarck og Moltke (præcist naglet af Rainer Bock og Heikko Deutchmann) leger krig på gulvet.

I 2014 sker der til gengæld ikke meget. Lidt småskænderi frem og tilbage mellem rebellen Claudia (Sarah Sofie Boussnina) og den aldrende baron Severin (Bent Mejding), før hun finder Inges dagbog og begynder at læse op af den. Endnu virker denne del af TV-serien som et distraherende påhæng.

Vi vil gerne følge brødrene

Når Bornedal alligevel formår at holde nogenlunde sammen på løjerne og trække tre små stjerner hjem, skyldes det ikke mindst dramaets følelsesmæssige kerne, som ligger hos brødrene Peter og Laust, der begge melder sig til hæren – Laust for at hævne sin far, Peter for at opleve verden.

Jo, jo, også de rammes nu og da af lommefilosofi – »Ignazio og hans folk har set verdens hemmeligheder,« siger Peter; »Hvad har du at klage over, alt det her er vores, hvad mangler du,« replicerer Laust – men deres forskellige karaktertræk og ungdommelige livsmod fanges perfekt i ansigt og krop af Jens Frederik Sætter-Lassen og Jakob Oftebro.

Her er virkelig noget at bygge på. Dem vil vi gerne følge, for vi aner både heltemod og tab. Ja, lad os allerede nu vædde en pikkelhue på, at kun én af dem vender tilbage til Inge efter krigen.

Hun vælger i slutscenen krop frem for tanke og elsker med Laust i Guds frie natur, mens skyerne trækker op i horisonten. Umådeligt flot ser det stadig ud gennem Dan Laustsens kameralinse. Lad os håbe, at der nu kommer til at regne mere konkret og nærværende regn, og ikke den overtydelige og opstyltede vi allerede har fået en del af.

Hvad: »1864«, andet afsnit.

Hvem: Instruktion og manuskript: Ole Bornedal. Medvirkende: Jens Frederik Sætter–Lassen, Jakob Oftebro, Pilou Asbæk, Nicolas Bro, Sidse Babett Knudsen m.fl.

Hvor: DR1, søndag aften.