Angsten for at miste sit barn

»London River« er i al stilfærdighed en væsentlig og bevægende film.

Brenda Blethyn som kvinden, der leder efter sin forsvundne datter i den stilfærdigt bevægende film »London River«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Camera Film

Hvem kender ikke til at være bekymret for, om de mennesker, som man elsker allermest, har det godt?

Den bekymring - for ikke at sige angst - er fundamentet i filmen »London River« og har en meget konkret årsag. Vi befinder os nemlig i juli 2005, hvor tre synkroniserede terrorhandlinger koster mange sagesløse civile livet i den engelske hovedstad, og hvor myndighederne i første omgang ikke har overblik over, hvem de dræbte er.

Filmen har to hovedpersoner, som i begyndelsen ikke kender hinanden. Enken Elizabeth bor på kanaløen Guernsey og kan ikke forstå, at hun ikke hører fra sin voksne datter i London. Afrikaneren Ousmane lever i Frankrig og har en voksen søn, der også er flyttet til London, og som heller ikke giver livstegn fra sig. Så Elizabeth og Ousmane begiver sig begge til den mægtige millionby og går i gang med noget, der er som at lede efter en nål i en høstak.

Man tør nok afsløre, at de to hovedpersoner møder hinanden, men ellers vil det være synd at røbe ret meget om handlingen i »London River«, for den er ganske uforudsigelig og dermed på sin rolige facon mere spændende end en larmende actionfilm. Man bliver virkelig stærkt optaget af, om det lykkes for de to bekymrede forældre at finde deres børn eller ej, og man oplever samtidig, hvor vilkårlig og inderligt ond bombeterror er. Som ringe i vandet spreder dens tragiske konsekvenser sig vidt omkring.

Sympati trods fordomme

En afgørende pointe i filmen er, at mens Ousmane er både sort og muslim, er Elizabeth en lille smule fordomsfuld og derfor alt andet end begejstret, da hendes søgen efter datteren fører hende ind i muslimske kredse og fylder hende med forbløffelse over, at datteren tilsyneladende har været i gang med at lære arabisk. Men den franske instruktør Rachid Bouchareb, der selv er etnisk araber - og kendt for den glimrende film »Ærens dage« om arabiske soldater i den franske hær under Anden Verdenskrig - gør ikke Elizabeth til et eksempel på frastødende fordomme.

Vi bevarer sympatien for hende, også fordi hun spilles med skrøbelig følsomhed af Brenda Blethyn fra Mike Leighs Guldpalme-vinder »Hemmeligheder & løgne«. Ousmane fremstilles med mild værdighed af den i Mali fødte Sotigui Kouyate, der døde for et par måneder siden.

Tilfredsstillende film

»London River« er en film, som ikke spilder publikums tid. Den er stramt og koncist fortalt i en befriende nøgtern stil, og på sin udogmatiske måde er den en opfordring til uhildet tolerance og en beretning om, at verden undertiden kan virke ond, men at mennesket til gengæld rummer skjulte ressourcer, når det virkelig gælder.

At se »London River« er meget tilfredsstillende, fordi filmen er lavet med kærlighed til sine hovedpersoner og respekt for sit publikum - og fordi den beviser, at en i al stilfærdighed væsentlig film stadig ikke behøver vare mere end halvanden time.