Angsten giver vinger

Michael Keaton trænger igennem i Alejandro González Iñárritus’ »Birdman«, der fermt udnytter skuespilleres muligheder for narrespil.

Michael Keaton hæver sig over masserne i »Birdman«, der blander virkelighed med fantasier. PR-foto
Læs mere
Fold sammen

Der er, ved allerførste øjekast, noget velkendt ved Alejandro González Iñárritus’ »Birdman«. Dens centrale handling, om en falleret filmstjernes forsøg på at relancere sig selv som seriøs skuespiller, er anbragt i de intrigefyldte kulisser på et gammelt Broadway-teater, og derved bliver filmen en del af Hollywoods lange tradition for the show must go on-film, der tæller klassikere som »Singing in the Rain« og »En stjerne fødes«.

Hollywood elsker at lave film om sig selv, ligesom skuespillere elsker at spille skuespillere, særligt når de, som i »Birdman«, er proppet til øjenæblerne med neurotisk storhedsvanvid og selvdestruktive tendenser.

Hovedrolleindehaver Michael Keaton er selv det bedste eksempel på dette i »Birdman«, der synes forudbestemt at blive årets Oscar-høster. Han nyder den selvudleverende rolle som skuespilleren Riggan Thomson, der i 1990erne var en kassesucces i biograferne, som den fjedrede superhelt »Birdman«.

Riggan har netop sagt nej til en fjerde Birdman-film, idet han hellere vil satse sin karriere på at opføre en Raymond Carver-novelle som et intellektuelt teaterstykke. Den opgave går stejlt opad bakke på de skrå brædder, idet Riggan, under tre kaotiske forpremierer på stykket, skal slås med en utilpasset og kritisk datter (Emma Stone), en gravid skuespillerkæreste (Andrea Riseborough), og ikke mindst stykkets anden stjerne Mike Shiner (Edward Norton), der tager method acting så langt ud, at han uden varsel forsøger at gennemføre et ægte samleje på scenen foran det måbende publikum.

Norton er et fund til rollen

Edward Norton er et fund til rollen som den selvsikre og dominerende alfahan Mike Shiner, der kan formidle enhver tænkelig menneskelig følelse på scenen, men som til gengæld mangler evnen til at knytte en ægte forbindelse til Riggans datter, når han er af scenen.

At Edward Norton i virkelighedens verden er frygtet i filmbranchen som »skygge-instruktør«, det vil sige en filmstjerne, der dirigerer sine medskuespillere på tværs af den rigtige instruktørs ønsker, er en af mange meta-indslag i filmen. Bemærk eksempelvis, at Michael Keatons mest kendte rolle stadig er som »Batman« fra 1992.

Der er flere hib til Hollywoods aktuelle kreative stagnation, hvor en endeløs række af superheltefilm har udraderet det ægte, originale drama, som det stadig kan findes på Broadway. Dette satiriske tema har en vis vægt, når man bemærker, at tre af »Birdman«s egne hovednavne faktisk har været med i superheltefilm.

»Birdman« er en sjælden kombination af at være en snakkesalig film, hvor referencerne og in-jokes’ene falder i tætte stimer, og et visuelt mesterstykke, hvor Emmanuel Lubezkis kamera sømløst svæver rundt om karaktererne som en meddigtende flue på væggen.

Det er et mindre mirakel, at han synes at opnå en endnu højere grad af vægtløshed her end med sit arbejde i rumfilmen »Gravity«, og han spiller en afgørende rolle for at filmens glidende skift mellem fantasi og virkelighed fungerer. Det gælder eksempelvis en af filmens fortløbende jokes, hvor Riggans »Birdman«-karakter leverer en sarkastisk kommentar a la Jesper Fårekylling.

For Michael Keaton, der i mindre roller hyppigt har tilført halvdårlige film et vist mål af intelligens, er »Birdman« et mægtigt vingeslag i forsøget på at nå skuespillernes Olymp, og satsningen lykkes til fulde.

Kæmper sig nøgen frem

I en blændende sekvens kommer han til at smække sig ude af teatrets bagdør, sekunder før han skal på scenen. Nøgen må han manisk og indædt kæmpe sig gennem pøbelen på New Yorks Times Square for at nå om til teatrets hovedindgang og tilbage på scenen i tide til sit stikord. I nogle geniale øjeblikke, hvor Keatons blik synes at strejfe vores i en subtil nedrivning af den »fjerde væg«, er det som om filmen løfter sig i en mægtig appel til publikums engagement.

For nogle vil »Birdman«s kredsen om skuespillernes neuroser og uindfriede drømme dog stadig blive for indadvendt et studium til at blive andet end en beundring for filmens høje tekniske og skuespiltekniske niveau, og i begge afdelinger er der vitterligt meget at beundre.

Der er skuespil, der er på verdensniveau, ikke mindst i de gnistrende dueller mellem Norton og Riggan. Som når Norton (som Shiner) turnerer en teater-replik så blændende, at man må grine af overgivelse. Eller da Michael Keaton (som Riggan) off-stage bryder grædende sammen foran Shiner, for så abrupt at afsløre, at sammenbruddet er rent skuespil – en håndfast tilbagevisning af Shiners tidligere påstand om, at Riggan kun er en middelmådig skuespiller.

Filmens fokus på skuespilteknik og dets spejlkabinet af indforståede referencer og lag er dog også dens svaghed, idet det kan blive for drøj en mundfuld for mennesker med en moderat interesse for film- og teaterverdenen.

Hvor taler vi til hinanden?

Med større velvilje kan man dog også betragte filmens sofistikerede trompe l’oeil-leg som et vellykket forsøg på at italesætte de grundvilkår ethvert menneske står i. Hvordan rækker vi hånden ud til den der står nærmest, og hvordan taler vi til vedkommende, så at vi bliver set og forstået som det vi er, eller ønsker at være? Hvordan opnår vi autencitet og hvordan bryder vi ensomheden?

Hvad: »Birdman«.

Hvem: Instruktør: Alejandro González Iñárritus. Medvirkende: Michael Keaton, Edward Norton, Emma Stone.

Hvor: Biografer over hele landet.