Angelina og Brads navlepillende parterapi

Angelina Jolie har givet sig selv og sin mand nye udfordringer som skuespillere. Desværre ender eksperimentet meget prætentiøst.

Brad Pitt og Angelina Jolie spiller et følelsesmæssigt strandet ægtepar i en film med for få replikker og for mange længselsfulde blikke. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Som superstjerne i skuespillernes verden kan man sikkert let male sig op i et hjørne, hvor de fleste tilbud man får i bedste fald ligner hinanden eller er uinteressante. Derfor har Angelina Jolie taget sagen i egen hånd, og har skrevet og instrueret »By the Sea«. Her møder vi forfatteren Roland (Brad Pitt), der er gået i stå rent arbejdsmæssigt og hans hustru Vanessa (Jolie), der er endt i en følelsesmæssig blindgyde.

De to amerikanere fra New York har traumer med i bagagen til kysten i Sydfrankrig, hvor de forsøger at komme sig. En gang var de »toast of the town«.

Nu siger de blot »skål« til hinanden lidt for ofte. I hotelværelset ved siden af flytter et ungt par på bryllupsrejse ind. De er unge og fyrige og elsker tydeligvis hinanden.

Roland og Vanessa lurer på dem gennem et hul i væggen og måske kan udsigten til safterne i sengen inde ved siden af skubbe de to strandede i gang igen? På en café i nærheden er franske Niels Arestrup et sympatisk anker.

Jeg kan godt lide ideen om, at Jolie og Pitt tager sagen i egne hænder for at få udfordringer. Det er modigt, for alt for mange stjerner vælger roller med livrem og seler.

Men blot fordi en idé er anderledes eller ambitiøs, gør det den ikke nødvendigvis god. Livsleden og depressionerne i filmen er ikke fortalt særligt spændende, så det bliver i længden kedeligt at se to, ganske vist flotte, men meget mutte skuespillere, der heller ikke altid har de bedste replikker at arbejde med.

Man ville ger­ne tilgive meget, men »By the Sea« ligner Michelan­gelo Antonio u den det kunstneriske gen eller for den sags skyld Ingmar Bergman uden den genklang, som de menneskelige sider i hans film altid giver, uanset hvor intellektuel man måtte være. Angelina Jolie og Pitt er overudfordrede her, og deres hule karakterer havde haft bedst af en omgang parterapi. Så var vi samtidig sluppet for en lang og navlepillende film.

Hvad: »By the Sea«.

Hvem: Instruktør: Angelina Jolie. Medvirkende: Brad Pitt, Angelina Jolie, Niels Arestrup.

Hvor: Premiere i København, Aarhus, Odense, Ålborg, Esbjerg og Vejle.