Amputation i ny Boyle-film vækker afsky

Instruktøren bag Slumdog Millionaire leverer den ultimative hånd-over-øjnene filmscene.

Aron Ralston tog dette billede med den hånd, han inden så længe efter fotografiet her blev knipset, måtte skære af med sin sløve kniv. Fold sammen
Læs mere

Den engelske instruktør Danny Boyles sidste film 'Slumdog Millionaire' indbragte holdet ikke mindre end 8 Oscar’s.

Instruktørens seneste film ’127 Hours’, som netop er blevet vist til en screening ved Toronto Film Festival, har indtil nu ikke vakt meget andet end afsky. Og tre personer besvimede sågar til fremvisningen, rapporterer The Guardian.

Og hvad handler ’127 Hours’ så om?

Danny Boyles ’127 Hours’ fortæller den virkelige historie om bjergbestigeren Aron Ralston, som i 2003 under en ekspedition i en lukket kløft i Utah blev ramt af en rullende sten. Klippestykket ramte Ralston så uheldigt, at hans højre forarm blev most mod bjerget.

I fem dage sad Ralston fastspændt ved bjerget, uden mobiltelefon, men med en sløv kniv. Den brugte han til sidst til at amputere sin arm med for at slippe fri.

Til filmfremvisningen i Toronto i weekenden oplevede en person et anfald efter amputations-scenen var kørt, mens tre andre ligefrem besvimede. Det fortæller The Guardian.

Ralston, 34 år gammel, som i filmen spilles af James Franco, fik selv et solidt chok, da han så scenen i Boyles udgave af hans egen historie.

- Jeg var nærmest skrækslagen over scenen. Jeg kunne ikke fatte, at jeg rent faktisk sad og så på det her. Jeg sad og spiste popcorn til scenen, men var så klar til at skride, fortæller Ralston.

En filmkritiker for websitet thewrap.com, som også så fremvisningen, skrev efter filmen:

- Alle I salen var fuldstændig overvældet over, hvad de så på lærredet. Ingen ville fortælle om deres anfald, som måske slet ikke havde forbindelse til filmen, men tag ikke fejl – amputationsscenen er noget af det mest realistiske splat, jeg har set på film.

Filmen bygger på Ralstons egen historie, som er udgivet I bogen ‘Between a Rock and a hard Place’.

LÆS MERE: Toronto Film Festival (officielt website)


Se den officielle trailer for '127 Hours' her: