Alice i Eventyrland er mageløs og mekanisk

Tim Burtons »Alice in Wonderland« er fantastisk fantasifuld på en lidt mekanisk måde. Med en Johnny Depp sminket til ukendelighed.

»Alice in Wonderland« er bestemt ingen børnefilm, men voksne kan glæde sig over det fantastiske, magiske univers, som instruktør Tim Burton har skabt. Fold sammen
Læs mere
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Intet sted i verden findes der så mange mærkelige skabninger som i Wonderland, og ingen lokalitet i verden er derfor mere oplagt at lave film om for amerikanske Tim Burton, hvis frodige fantasi på det nærmeste er uden grænser. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man fristes til at tro, at Lewis Carroll i sin tid skrev sine nu klassiske eventyr »Alice i Eventyrland« og »Bag spejlet« i håbet om engang at få dem filmatiseret af Tim Burton, der besidder en åndsbeslægtet kombination af barnlig fortælleglæde og voksen sans for det uhyggelige. Nu kvitterer den anarkistiske instruktør med en film så fyldt med sære, sjove, skræmmende og kuriøse indfald, at hverken Lewis Carroll eller nogen anden kan ønske sig flere - men man kan til gengæld være et utaknemmeligt bæst og ønske sig, at »Alice in Wonderland« i højere grad havde appelleret til enten følelser eller intellekt og i mindre grad været et imponerende paradenummer. Filmen begynder som en overdådigt kostumeret satire om den victorianske overklasse og lader Alice være en 19-årig kvinde, der har været i Eventyrland før, men glemt alt om det. Nu forventes hun at gifte sig med et snobbet skvadderhoved, men vender i stedet tilbage til det forunderlige univers beboet af mystiske væsener som Twedledee og Tweedledum, Cheshire-katten, Mad Hatter (Den Gale Hattemager) samt, ikke at forglemme, det frygtelige uhyre Jabberwocky, som Alice må besejre, så den blodtørstige Røde Dronning kan miste magten og den humanistiske Hvide Dronning regere i stedet.

Manisk legebarn Altså et klassisk eventyr om kampen mellem det gode og det onde, men unægteligt en historie, der kapriciøst bevæger sig ad mange eksotiske omveje og gennem talrige surrealistiske situationer. Den slags er lige noget for det maniske legebarn Tim Burton, og eftersom hans nye film oven i købet er i 3D, kan man kun måbe ved mødet med det ene bizarre og pittoreske tableau efter det andet kulminerende med et slag udkæmpet mellem to hære bestående af henholdsvis spillekort og skakbrikker. En film for børn er dette hektiske, ironiske og ganske voldsomme eventyr ikke. Voksne kan more sig over den stærkt sminkede Johnny Depps lystigt affekterede præstation (med skotsk dialekt!) som den gale hattemager - en krydsning mellem Edward Saksehånd og den caribiske pirat Jack Sparrow - og især glæde sig over, at australsk fødte Mia Wasikowska som Alice besidder en smuk kombination af det sødmefulde og det snusfornuftige. Der er tonsvis af computeranimation i den ekstremt kunstige film, og undertiden er det faktisk svært at se forskel på skuespillere og computerskabte figurer. På den led er »Alice in Wonderland« en teknologisk triumf, og dens virtuose, visuelle stil virker ganske overvældende. Men - hvor utaknemmeligt det end er - man sidder benovet og ikke det mindste berørt af et værk, der nok giver lattermusklerne en smule at arbejde med, men intet stof til eftertanke og slet ingen fugtige øjne. For Tim Burtons film er mageløs på en lettere mekanisk facon.