Albert på eventyr

PR-foto Fold sammen
Læs mere

Hvad sker der, hvis du altid, helt og aldeles ukritisk roser dit barn? Så bliver han til Albert; en komplet uregerlig møgunge – der heldigvis også er så meget andet; skøn, skør, fantasifuld, kvik, uforfærdet – og en god ven. Det kommer ham alt sammen til gode, da han sammen med sin bedste ven Egon drager på eventyr for at finde en ægte ballonskipper og undervejs møder både røvere, en synsk dame og en ægte cirkusprinsesse. »Albert« er baseret på Ole Lund Kirkegaards folkekære børnebog af samme navn og er instrueret af Karsten Kiilerich i et samarbejde mellem M&M Productions og A-Film.

Den er den første i en hel serie nye animerede Ole Lund Kirkegaard-film fra M&M, der også stod bag live-action-versionen af »Albert« fra 1998, hvorfra der er flere gengangere på rollelisten. Den fanger dog ikke ånden fra bogen nær så godt som den nye animationsfilm, der formår at holde et højt tempo, fyldt med finurligheder, drengestreger og glade farver, uden at miste den klangbund af alvor, poesi og en lille smule magi, der har gjort bøgerne til klassikere.

Hvad: »Albert«.

Hvem: Instruktør Karsten Kiilerich. Danske stemmer: Oscar Dietz, Alfred Larsen, Bodil Jørgensen.

Hvor: Premiere over hele landet.