Adrenalin og voldsomme chok på slagmarken

Med en slagkraftig cocktail af en smule humor, en del romantik og en kraftig dosis voldsom krigsfilm slår Mel Gibson hårdt tilbage med sin femte spillefilm som instruktør.

Andrew Garfield spiller hovedrollen i "Hacksaw Ridge" som pacifisten, der gerne vil i krig for USA i Anden Verdenskrig. Fold sammen
Læs mere

Hovedkarakteren i ”Hacksaw Ridge” er en modsætningsfyldt mand, der skaber drama omkring sig. Desmond Doss er nemlig idealistisk paficist forstået på den måde, at han meget gerne vil deltage i Anden Verdenskrig i den amerikanske hær, men han vil ikke bære våben. Han er nemlig religiøs med drejningen syvendedags adventist og dermed overbevist pacifist. Umiddelbart lyder manden som en skrivebordskonstruktion, men Desmond Doss fandtes i den skinbarlige virkelighed og han er den eneste af sin slags, der nogensinde har fået The Congressional Medal of Honor, som er den højeste amerikanske udmærkelse for tapperhed i kamp.

Da Desmond Doss indskrev sig i hæren, fik han lovning på at blive sygehjælper, men det viste det sig, at han kun kunne blive det, hvis han gennemgik hele sin militæruddannelse. Den indbefattede også at skyde med gevær, mente de fleste overordnede. Han kom dog til fronten og endte med at redde 75 sårede amerikanske soldater i et afgørende slag om den såkaldte Hacksaw Ridge. En nærmest uindtagelig høj, hvor japanske soldater lå på lur med maskingeværsreder bakket op af kanonskyts bagfra. Når de amerikanske soldater kravlede op ad det lodrette bjerg, dryppede der blod ned i hovedet på dem mistet af de soldater, som missionen var mislykkedes for få dage tidligere.

Det store slag skal ses i biografen, hvis man holder af krigsfilm. ”Hacksaw Ridge” er ikke blandt de allerstørste film i genren, men den slægter antikrigsfilm som ”Intet nyt fra Vestfronten” (1930) og ”Den store parade” (1925) meget på. Sidstnævnte er en stumfilm og førstnævnte er det næsten, men det er ganske andre og mere larmende midler Mel Gibson bruger.

Scenerne fra slagmarken er voldsomme. Selv i krigsscener med godt gang i den formår Mel Gibson at levere flere rædselsvækkende chok på slagmarken. Han holder sig ikke tilbage fra en meget grafisk form for vold, som jeg synes er godkendt fortællingens pacifistiske drejning taget i betragtning. Desmond Doss’ forhistorie er også fint formidlet. Både kampene med faderen (Hugo Weaving), der er martret af sin medvirken i Første Verdenskrig, og kærligheden til hans tilkommende sygeplejerske Dorothy (Teresa Palmer) fungerer fint. Også selv om Mel Gibson i de mere intime scener som på slagmarken bruger en uhyre ekspressiv fortællestil. Slow motion scener og musik der skal fortælle os, hvad vi skal føle er lidt overbrugt. I den sammenhæng er det interessant at sammenligne Mel Gibsons krigsfilm med Clint Eastwoods ”American Sniper”, der også var en forholdsvis balanceret amerikansk produceret krigsfilm med en kvalitet over gennemsnittet. Der hvor Gibson svulmer i sit filmsprog, fortæller Eastwood meget mere nøgent og tørt, selv om de begge opnår gode resultater.

Filmen havde ikke været instrueret af Mel Gibson, hvis ikke der havde været en dosis humor til stede, og den ligger i den træning, som rekrutterne må igennem, inden de skal i krig i Japan. Personificeret i Sergent Howell spillet af Vince Vaughn, som vi kender bedst fra filmkomedier. Ved at skrue 50 pct. ned for grimasserne og holde sig til en tekst, der spidder rekrutterne syrligt, fungerer han mod forventning fremragende i det man alligevel må kalde en seriøs birolle.

Doss går ind i krigen for at redde menneskeliv, og det kommer han til, men med hensyn til den religiøse dimension har Mel Gibson svært ved at styre sig. Jesusplancherne står i kø mod slutningen og det får den ophobede adrenalin i kroppen til delvis at fordufte. Sammenlagt set er der dog ikke nogen tvivl om, at Mel Gibson er stærkt tilbage ti år efter den seneste film som instruktør.

Hvad: Hacksaw Ridge. Hvem: Instruktør: Mel Gibson. Medvirkende: Andrew Garfield, Hugo Weaving, Vince Vaughn, Sam Worthington. Hvor: Premiere over hele landet.