Action uden skydevåben

Tony Scotts »Unstoppable« kører på skinner. Helt bogstaveligt.

Denzel Washington synes i rollen som lokomotivfører Frank Barnes definitivt at have sagt farvel til sine kunstneriske ambitioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fox Film
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Handlingen i denne film kører på skinner. Helt bogstaveligt.

Hvis titlen »Runaway Train« ikke allerede havde været brugt om en togfilm i 1985, ville den have været perfekt til Tony Scotts nye værk, der da også lader de to ildevarslende ord dukke op på lærredet med mellemrum. Det handler nemlig om et løbsk tog, der buldrer af sted gennem Pennsylvania, og eftersom »Unstoppable« er en spændingsfilm, siger det sig selv, at toget har en stor mængde livsfarlige kemikalier om bord og derfor kan slå en masse mennesker ihjel, hvis det bliver afsporet.

Filmen er angiveligt inspireret af autentiske begivenheder, hvad der er fuldstændig ligegyldigt. Det vigtige er, at det lykkes at gøre den i sig selv banale beretning om det førerløse tog til et dynamisk drama på liv og død - selvfølgelig med et par heroiske hovedpersoner i centrum, thi sådanne kan vi ikke undvære, men det sympatiske er, at de her er noget så jordnært som lokomotivfører og konduktør. Det er dem, der med fare for eget liv måske kan stoppe det førerløse tog med den dødbringende last.

Virtuos instruktion

At filmen fungerer flot kan ikke undre, for engelske Tony Scott er ekspert i den type historier, der krøller biler sammen og lader bygninger synke i grus. Subtil eller psykologisk nuanceret er han ikke, men alt det logistiske i en actionfilm har han et virtuost greb om, og desuden har han Denzel Washington, der med rollen som lokomotivfører Frank Barnes for femte gang medvirker i en film af Tony Scott og tilsyneladende definitivt har sagt farvel til de kunstneriske ambitioner, der engang fik ham til at fremstille figurer som Steven Biko og Malcolm X. Det er lidt trist.

Til gengæld befinder han sig som en fisk i vandet i et værk som »Unstoppable«, der for skams skyld forsyner hovedpersonerne med et par private problemer, men er mest optaget af jernbanedriftens tekniske finesser samt at filme tog fra opfindsomme vinkler. Og man glæder sig over, at det er muligt at producere en medrivende actionfilm, hvori skydevåben overhovedet ikke forekommer.