83-årig legende laver film om sin hund

Den moderne franske films fader, Jean-Luc Godard, fik Cannes-festivalen til at klappe, huje - og gø - med sin film "Adieu au Language" (“Farvel til sproget”).

Den moderne eksperimenterende films fader, Jean-Luc Godard, har leveret en film, der i vid udstrækning handler om hans hund. Handout fra filmen. Fold sammen
Læs mere
Foto: CANNES FILM FESTIVAL / HANDOUT
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det lyder næsten som en overskrift fra Rokokoposten, men jo... den moderne eksperimenterende films fader, Jean-Luc Godard, har leveret en film, der i vid udstrækning handler om hans hund. Samt, bør man retfærdigvis tilføje, 10.000 andre ting.

Den 83-årige instruktør, der har inspireret talløse senere instruktører fra Scorsese til Lars von Trier, leverede en sand panderynker af en film til festivalens hovedkonkurrence, hvor den afstedkom nogle ret usædvanlige reaktioner.

Filmen er en brutalt klippet collage af løsrevne billeder, tekstfragmenter og afbrudte dialoger. Dialogen, eller rettere et fortløbende kommentarsporet, citerer en uendelig liste af forfattere fra Ezra Pund til Joseph Conrad, mens lydsiden indeholder groft amputerede bidder af Wagner og Schoenberg.

Talrige billeder af Adolf Hitler bliver ledsaget af kommentarer, der på provokerende vis bringer mindelser om den åndsbeslægtede Lars von Triers Cannes-udtalelser om nazilederen: “Hitler fuldførte alt hvad han lovede!”

Men der er også en slags skuespilscener. En nøgen mand og en kvinde udveksler dybsindigheder, mens de kæderyger cigaretter og går på toilettet (hvilket ledsages af nogle bombastiske lydeffekter til publikums store glæde).

Henimod slutningen af filmen erstattes den migrænefremkaldende collage af serier af scener med en lille hund, angiveligt instruktørens egen.

Det sidste billede i filmen er således af hunden, der kigger uudgrundeligt på kameraet, som kun hunde kan, mens en stemme siger. “Hunden ser deprimeret ud.”, hvilket bliver besvaret med “Nej, den drømmer om Marquesasøerne!”

Selvom man skal være ekspert i instruktøren for at forstå den mangfoldighed af ideer, der forelægges i “Farvel til Sproget”, er det ret nemt at aflæse hovedærindet, der ligger i nøje forlængelse af Godards senere, post-marxistiske film.

Det handler nemlig om at løsrive billeder og fortælling fra den betydning vi i vores hjerner tillægger dem. Derved håber instruktøren med sin anarkistiske, frit associerende film at frigøre publikum fra filmkunstens tendens til at manipulere. Godard sætter eksempelvis et stykke musik sammen med et billede, derefter sammen med et helt andet slags billede for konstant at gøre os opmærksomme på, at film ikke kan undgå at være manipulation. At hele kaos’et er indspillet i 3D-formatet, uden at det på nogen måde bruges til noget, kan ligeledes ses som en sarkastisk kommentar til den moderne films tendens til effektjageri.

Samlet bliver “Farvel til Sproget” en forfriskende, omend meget anstrengende kommentar til hele Cannes-festivalen med dens hundreder af film med deres hundreder af budskaber og brus af følelser. .

I 1968 fik Jean-Luc Godard sammen med ligesindede instruktører afbrudt og aflyst Cannes-festivalen i solidaritet med Frankrigs strejkende arbejdere. Samme hårdhændede angreb er “Farvel til Sproget” ikke, men hvis det bliver Godards sidste film, er dens Cannes-visning en begivenhed der gør ham ære. Publikum, klappede entusiastisk, nogle få buh’ede lige så entusiastisk, mens en håndfuld, heriblandt undertegnede, udstødte en begejstret gøen for Godards hund.