80er-filmklassiker får efterfølger

Filminstruktøren Ridley Scott vender tilbage til “Blade Runner”-universet.

Harrison Ford i den oprindelige version af Ridley Scotts film. Fold sammen
Læs mere
Foto: NF

Der findes mennesker, der kan citere lange passager fra Ridley Scotts science fiction-klassiker ”Blade Runner” fra 1982. Nu får de mulighed for at lære sig nogle nye replikker, når planerne om en ny version af filmen bliver til virkelighed. Ifølge flere internetsider har den oprindelige instruktør Ridley Scott sagt ja til at stå bag kameraet på en ny Blade Runner-film.

Ifølge aceshowbiz.com ønskede producenterne Andrew Kosove, Broderick Johnson and Bud Yorkin at koble Batman-instruktøren Christopher Nolan på filmprojektet, men i stedet vendte de tilbage til "kilden" og fik Ridley Scott, der både skal instruere og producere filmen.

Succesfuld instruktør

Ridley Scott har siden ”Blade Runner” stået bag en lang række succesfulde storfilm som ”Gladiator”, ”Kingdom of Heaven” og ”American Gangster”, men for mange er ”Blade Runner” sammen med instruktørens anden dystre science fiction film fra 1980erne ”Alien – Den 8. passager” de definitive mesterværker.

For filmstjernen Harrison Ford var ”Blade Runner” en vigtig trædesten på vej til den stjernestatus. Ifølge LA Times er Ford dog ikke med i den kommende Blade Runner-film, der tidligst får premiere 2014 – fem år før 2019, som den oprindelige film skulle forestille at foregå i.

”Blade Runner” bygger på Philip K. Dicks roman om en dusørjæger der jager undslupne androider.

Ridley Scott er iøvrigt ved at lægge den sidste hånd på "Prometheus", der foregår i samme univers som "Alien", og som blandt andre har svenske Noomi Rapace på rollelisten.