Med sin helt nye 3D-version af nyklassikeren »Titanic« markerer James Cameron, at det i denne måned er 100 år siden, at »RMS Titanic«, skibet der ikke kunne synke, alligevel gjorde præcis det efter en fatal kollision med et isbjerg. Ud af skibets 2.200 passagerer og besætningsmedlemmer blev kun cirka 700 reddet, de fleste af dem kvinder og børn fra første klasse. Resten døde i det kolde vand i en af historiens helt store tragedier.

Samtidig er det i år 15 år siden, at James Cameron havde premiere på storfilmen »Titanic« der, stik imod manges forventninger blev årtiers største filmsucces, inkasserede ikke færre end 11 Oscars og sikrede det helt store gennembrud for filmens to unge stjerner. Kate Winslet og Leonardo DiCaprio er unge og rørende som overklassepigen Rose DeWitt Bukater og den ludfattige kunstnerspire Jack Dawson, der på trods af et på den tid ellers uoverstigeligt klasseskel og billetter til henholdsvis første og tredje klasse mødes og oplever en kort men intens kærlighedsaffære i de få dage, »Titanic« holder sig flydende. En uskyldsren første kærlighed, der især for Rose åbner en helt ny verden af muligheder langt fra den luksuriøse men begrænsende tilværelse som yndig overklassefrue på øverste dæk.

Lommetørklæde som obligatorisk tilbehør

Allerede tilbage i 1997 var »Titanic« en imponerende præstation. Ikke alene på grund af den storslåede romantiske historie, der gjorde rigeligt med lommetørklæder til lige så obligatorisk biograftilbehør som popcorn og cola, men i lige så høj grad på grund af den minutiøst gennemarbejdede og nøjagtige rekonstruktion af det luksuriøse skib - og dets katastrofale endeligt.

James Cameron havde styr på de mindste detaljer, helt ned til det præcise mønster på skibets tallerkener, og de indledende dykkersekvenser består af optagelser fra det ægte »Titanic«-vrag. Historiens vingesus blandede sig med saltvandstårer og bankende hjerter, og »Titanic« blev den største biografsucces i årevis, indtil James Cameron slog sin egen rekord med 3D-ekstravaganzaen »Avatar«.

Det er derfor ikke så underligt, at teknologi-freaken Cameron ikke har kunnet stå for fristelsen til at genskabe sit episke værk i det 3D-format, han med temmelig stor sikkerhed også ville have valgt, hvis teknologien i 1997 havde eksisteret i den form, vi kender i dag. James Cameron er dog heldigvis afstået fra at bruge effekten til at kaste kaskader af vand, løsrevne vragdele og andre effekter i hovedet på tilskuerne, hvilket i nogen grad ville have reduceret filmen til en katastrofefilmscliché.

I stedet er 3D-effekterne anvendt nærmest diskret til at intensivere billederne ved at give dem øget dybde, der understreger både skibets og kærlighedens storhed og gør den langsomme undergang næsten ubærligt nærværende.