»1864« var muligvis ikke så udskældt, som man husker det, men Ole Bornedals stort anlagte TV-serie fik i hvert fald en del drøje hug af anmelderne. I mine øjne var meget af det, der blev sagt og skrevet, helt berettiget, og nu er de otte timers TV skåret ned til et spillefilmsformat på godt to timer.
Ud er røget den påklistrede nutidshistorie med en gammel adelsmand og en piercet ung pige, der langsomt fik kontakt uden helt at få kontakt til os. Helt væk er også det politiske sammenrend af politikere og militærchefer, der i Bornedals optik blev til en krigsliderlig parade af bakkenbarter i kostumer.
Tilbage står trekantsdramaet om Laust, Peter og Inge, flottere og renere end før, foruden selve scenerne med soldaterne på slagmarken.
Bornedal er en vigtig filmskaber i Danmark, hvor vi ofte er, åh, så socialrealistiske i vores skildren af dette og hint, og selv om vi er gode til denne anerkendte metode, er det forfriskende med en instruktør, der i den ene hånd har en melodramatisk pen og i den anden hånd en flammekaster.
Resultatet er meget ekspressive film af varierende kvalitet. Det kan være rigtigt godt, helt skidt eller midt imellem, men det fede er, at Bornedal satser hele butikken hver gang.
I »1864« hænger lagnerne ikke bare på tørresnore på engen, nej, de blafrer, som var de besatte. Ordene siges ikke bare, de vrisses, råbes eller hviskes. Og krigen er ikke en søndagsudflugt. Den er grusom, med afhuggede hænder, kugler for panden og vansirede ansigter.
Den ekspressive stil fungerer bedst i krigsdelen af filmen, som man er glad for varer mere end halvdelen af de to timer. På grund af det tidligere lange format som TV-serie og de mange gode skuespillere er »1864. Brødre i krig« også den mest prominent castede danske spillefilm nogensinde. Sådan lidt a la den amerikanske krigsfilm »Den længste dag« fra 1965, hvor alle de store stjerner var med.
I Storbritannien var man glade for 1864-serien, og i Finland er de helt vilde med den. Sådan havde jeg det ikke helt selv, men filmudgaven fungerer bedre end TV-serien. Og jeg synes, at det er synd, at ingen provinsbiografer tør satse på at vise den. Jeg har for eksempel aldrig set en så overbevisende, rå og visuelt inspireret omgang krig i en dansk film.
Hvad: 1864. Brødre i krig.
Hvem: Instruktør: Ole Bornedal. Medvirkende: Jacob Oftebro, Jens Sætter-Lassen, Pilou Asbæk, Søren Malling.
Hvor: Premiere i Cinemateket i København, hvor den blandt andet vises hver mandag og enkelte fredage indtil 22. februar.
