Jacob Holdt: Mit liv i billeder
HHHHHH
Instruktør: Niels-Ole Rasmussen. Medvirkende: Jacob Holdt, Vibeke Rostrup Bøyesen. Premiere i Dox Bio onsdag 5. oktober over hele landet og vises derefter i større byer.
Af Jacob Wendt Jensen jwj@berlingske.dk
Rammen om »Jacob Holdt: Mit liv i billeder« er, at hovedpersonen er gået i gang med at skrive sine erindringer. Altså hele historien om Holdts filosofi om populært sagt at gå i seng med fjenden for at forstå dem og lære at elske dem. Jacob Holdt lader så ved samme lejlighed filminstruktør Niels-Ole Rasmussen følge ham til USA, hvor en stribe af gamle kærester, venner og arbejdskammerater opsøges. Samtidig har Holdt fået konstateret, at han har prostatakræft, så tiden er måske knap.
På den baggrund er der en sørgmodig aura af billedtestamente og regnskabets time over dokumentarfilmen. Jacob Holdt er en aparte personage i dansk kulturliv. Han virker som et blødt, ufarligt menneske, der via sit blide væsen kan blive gode venner med både sorte fattige og medlemmer af Ku Klux Klan, men samtidig har han et særdeles målrettet blik for i billeder at skildre dem, som de er i al deres menneskelighed. Ud fra filosofien om at forstå det, man går og frygter. Med næstekærligheden som grundprincip og et mål om at afskaffe racismen på langt sigt. Det er ikke så lidt af en mundfuld. Jacob Holdt kan sikkert sagtens anklages for at iscenesætte sig selv som en moderne Jesus, men hans projekt har til gengæld nosser større end den sten, Sisyfos forsøgte at rulle op ad en bjergside i den gamle myte.
Ved at lade sig optage i de forskellige ekstreme miljøer kan man godt sige, at Jacob Holdt bruger de mennesker, han arbejder med. Måske udstiller han dem endda. Men på den anden side gør han det, så forståelsen for dem og andre i deres situation bliver meget større. Det er – uden sammenligning i øvrigt – lidt det samme, som når et dyr i zoologisk have må lide på sin arts vegne for at skabe forståelse for den pågældende dyreraces vilkår.
Når Jacob Holdt møder vennerne, kan man se, at han har betydet noget for dem, og at de har betydet noget for ham. De fleste er gamle kærester eller elskere, alt efter hvordan man definerede den slags i 1970erne.
Det er kosteligt at se kvinderne have en stor kærlighed til ham, samtidig med at de punkterer hans selvbillede. »Du krævede, at vi levede i et åbent forhold!« siger hun. »Gjorde jeg virkelig; det kan jeg ikke huske!« siger han. Samtidig bliver møderne stærke, fordi der helt åbenlyst er følelser på spil a la gammel-kærlighed-ruster-ikke.
I filmen adresseres den kontrovers, der har været om, hvorvidt Jacob Holdt har overdrevet eller romantiseret scener i sin bog »Amerikanske billeder«, hvor han skriver om slaget ved Wounded Knee. Han går for åbent kamera med til logikken i, at to linjer med en vending, om at der fløj kugler over hans hoved, bliver fjernet i kommende udgaver af hans bog, og så er den potte ude for mig.
Filmen byder dog på et par andre løse ender, for hvad skete der med Jacob Holdts prostatakræft, og hvordan gik det med den kvindemoské, han på et tidspunkt var ved at lægge hus til? Til gengæld får vi til sidst i dokumentarfilmen indsigt i, hvorfor Jacob Holdt blev udstyret med sin mission. Han er søn af en præst og en depressiv mor, der lukkede kærligheden inde, og det har givet hans livsmission et radikalt og næsten desperat spin.
Alt i alt er der stoppet meget stof ned på halvanden time om hele historien, fra da Holdt var ungdomsrevolutionær og overvejede at kaste en trotylbombe ind over hegnet til den amerikanske ambassade over USA-rejserne til hans samlermani. På den ene side gør det filmen eksplosiv og tæt pakket i sine konfrontationer, som jeg ikke har set mange andre dokumentarfilm være. På den anden side ville jeg gerne se en længere udgave af historien som TV-serie – eller også skal vi bare vente på de proklamerede erindringer i bogform.
I visse borgerlige kredse er Jacob Holdt en kontroversiel skikkelse, og man kan sagtens være uenig i hans næsten naive tilgang til verden, men omvendt er det svært ikke at beundre hans evner som forretningsmand. Nogle sælger spegepølser, og andre sælger næstekærlighed, og 70-årige Jacob Holdt har plejet sit brand godt og skåret sin spegepølse tyndt og professionelt gennem nu næsten et helt liv. »Amerikanske billeder« er solgt i et sted mellem 3,5 og 4 mio. eksemplarer verden over, og han har holdt sit foredrag mere end 6.500 gange. Mindst lige så mange burde se dokumentarfilmen om hans liv.
