En lille dreng får sig et chok, da en af indianer-figurerne i en ellers småkedelig Wild West-udstilling pludselig bliver levende. Indianeren Tonto brænder nemlig efter at fortælle ham historien om, hvordan han mødte »The Lone Ranger«.
»The Lone Ranger« begyndte som en amerikansk radioføljeton, der varede fra 1933 til 1954, blev til en TV-serie i 1949 og siden til to spillefilm. Som instruktør på den nu tredje Lone Ranger-spillefilm, rettet mod et moderne publikum, har Gore »Pirates of the Caribbean« Verbinski noget af en arv at løfte.
Det er han imidlertid fløjtende ligeglad med. Hans Lone Ranger, med det borgerlige navn John Reid, er noget mere fjoget end den oprindelige kernesunde autoritetsfigur. I begyndelsen af filmen vender han hjem til sin barndomsby med en fin juraeksamen og høje idealer om lov og retfærdighed i bagagen. Idealer der hurtigt kommer til kort i byen, hvor den eneste lov er, at den, der skyder først, vinder. Under jagten på den grusomme skurk Butch, falder John og hans bror i baghold, og kun John slipper levende væk takket være den mildest talt sære indianer Tonto, som er sikker på, at John er en »åndevandrer«, der er vendt tilbage fra de døde og derfor usårlig. Sammen vil de fange Butch og hævne Johns bror. De opdager dog hurtigt, at også lovens lange arm kan have rådne æbler i ærmet, og at grådighed kan gøre ven til fjende.
Masser af action
Der er fuld tryk på fortællingen. Vittighederne flyver om ørerne på vores to umage helte, det samme gør kuglerne. Ikke mindst i en forrygende jagt-scene med hele to togstammer i et hæsblæsende kapløb – til tonerne af ouverturen fra« William Tell«, for ligesom at understrege, at det her er underholdning for store drenge i alle aldre.
Gore Verbinski, manden bag de første tre »Pirates of the Caribbean«-film har en forkærlighed for store billeder med masser af action, serveret med et humoristisk glimt i øjet. Det er ganske god underholdning langt hen ad vejen.
Udmattende
Desværre er vejen alt for lang. Hele 150 minutter. Det virker ganske enkelt, som om Gore Verbinski har haft svært ved at begrænse sig. »The Lone Ranger« er skiftevis sprudlende farce, rendyrket actionfilm, klassisk western og komedie – tilsat et strejf superheltefilm. Til tider det hele på én gang. Den stritter i alle retninger – fra det pinagtigt fjollede til scener, der er så rå og brutale, at de synes at høre hjemme i en anden og knap så letbenet film. Det er til at blive lettere tummelumsk af. For hvad vil Verbinski egentlig? Vil han bare underholde, eller vil han også advare mod grådige kæmpefirmaer og den mangel på værdier, der udhuler det amerikanske samfund?
Det starter godt, men i længden er »The Lone Ranger« mere udmattende end underholdende. Selv Johnny Depp, der endnu engang får lov at skabe en af sine efterhånden karakteristiske excentriske karakterer (tænk Jack Sparrow i indianertøj!) virker en anelse træt. Måske fordi han er blevet parret med Armie Hammer (Winkelwoss-tvillingerne i »The Social Network«), der nok er høj og flot med gennemtrængende blå øjne, men ikke helt har karisma til at hamle op med Depp.
Hvor: Premiere over hele landet
