Fuldt blus på melodramaet og hurra for det

Det fløjter med talent fra højre og venstre i dansk film i øjeblikket, men hvornår følger publikum med? Måske denne gang hvor de tre upåagtede Avaz-brødre går efter hjertet.

Efter at have set ”Mens vi lever” sidder man som filmanmelder og klør sig lidt i håret og smiler i skægget over Avaz-brødrenes mod. De sætter fuldt blus på melodramaet i en film, hvor de endda tillader sig den frækhed først halvvejs inde i filmen at fortælle baggrunden for alle de store følelser og frustrationer.

Kristian (Sebastian Jessen) arbejder som fisker i Hirtshals, hvor han er nyforlovet. Sådan er det i filmens nutid, men der er en datid, der spøger. En håndfuld år tidligere er han nærmest blevet dyppet i tjære og rullet i fjer i Helsinge, hvor han voksede op og blev centrum i en tragedie. Mere af historien skal ikke røbes her. Men det er modigt, at man fortæller historien i to tider. Nutid og datid og samtidig lader alle følelserne rase, uden vi for alvor kender baggrunden for dem.

Filmen er instrueret af Mehdi Avaz, skrevet af hans bror Milad Avaz og med i deres produktionscrew er en tredje bror, Misam. De bor delvis i Hollywood, og har et selverklæret mål om at vinde en Oscar i løbet af ganske få år. Forfriskende store i slaget og efter normal dansk standard samtidig en smule vanvittigt. Med ”Mens vi lever” er de dog lagt godt fra land. For kun omkring to mio. kr. i private midler og lidt bakspejlsstøtte fra institutioner og distributionsselskaber er ”Mens vi lever” skabt på guerillamaner i løbet af en hektisk sommer i 2016. Delvis med amerikanske filmfolk.

Stilen er dejligt flydende både visuelt og klippemæssigt. Vel at mærke på en måde så flowet er naturligt i forhold til følelserne i filmen og ikke for fermt. Når man kan sætte så stort blus på melodramaet uden at virke anmassende, har man med sikkerhed talent for at lave film, der fænger i følelsesregisteret. Rigtigt mange vil elske det udanske og fraværet af socialrealisme som vi kender det i dansk film – men alligevel menneskeligt sandsynlige – ved fortælleformen. Enkelte vil nok hade føleriet, fordi violinerne spiller lige vel højt hen mod slutningen. Selv er jeg ret vild med stilen.

Skal man kritisere eller pege på, hvor man kan se filmen er lavet for få penge, ligger det primært to mindre steder. Nemlig på de op mod ti droneskud, hvor man flyver hen over landskaberne for at sætte scenen. Den metode er tæt på at blive en mani. Og så er det simpelthen for reklameæstetisk – og spillefilmsmæssigt skævt – at alle hver gang de sætter en flaske for munden drikker Royal pilsner. Fint nok at det er nødvendigt med en sponsor, men skjul det lidt bedre næste gang, tak.

Skuespillerstaben er over en bred kam inspireret casting. Sebastian Jessen sprænger den sidste rest af tvivl væk om, hvorvidt han skulle være god voksenskuespiller, der både kan kontrollere tårer og glæde. Han træder virkelig i karakter som skuespiller i ”Mens vi lever”. Samtidig er ungdomsportrætterne i mere naturtro end i de fleste danske ungdomsfilm, hvor der for ofte kun danses og drikkes på skrømt. Både Nikolaj Groth og Julie Brochhorst Andersen, som vi har set i flere film før, er gode, men det er endnu nyere navne også. Julie Christiansen som Kristians gamle kæreste for eksempel.

Og så vil jeg gerne lige plante et flag for en skuespiller som Paw Henriksen. Han er en af dansk teater- og films håndgangne mænd. Sjældent i hovedroller men ofte i biroller kommer han ind og leverer uden de store armbevægelser men med subtilt timet spil og få virkemidler her en meget vigtig lille rolle, der betyder mere, end man aner til at begynde med. Og sådan er det i det hele taget med filmen, som jeg nu har set to gange. Mit smil bliver bredere for hver gang.

Hvad: Mens vi lever. Hvem: Instruktør: Mehdi Avaz. Sebastian Jessen, Julie Christiansen, Nicolas Bro, Charlotte Munch, Nikolaj Groth. Hvor: Premiere over hele landet.