Børnefilm må gerne – nej, de skal faktisk - være vilde, sjove, fabelagtige (i ordets egentlige betydning), skøre og også gerne lidt farlige. Børn skal mødes i øjenhøjde, have mod- og medspil til deres ustoppelige fantasi og også gerne lidt at tænke over.
Det er der desværre ikke særlige mange film i den klassiske ’Efterårsferiebørnefilms’-kategori der lever op til. Tit bliver ungerne og deres temmelig trætte forældre spist af med hurtige og højlydte kalorier i pangfarver eller endnu en træt omgang »Far til fire«.
Derfor var der god grund til ærefrygtig begejstring, da det blev annonceret, at Jakob Martin Strids børne ny-klassiker »Den utrolige historie om den kæmpestore pære« skulle filmatiseres. Jakob Martin Strid kan nemlig alt det en god børnefortæller skal kunne – og lidt til. Han står på skuldrene af kæmper som Jules Verne og Ole Lund Kirkegaard i sin evne til både at beskrive hverdagslivets finurligheder og samtidig gøre verden stor og my(s)tisk. Men er samtidig helt sin egen, med finurlige, detaljemættede og ofte ganske overraskende tegninger, der giver en direkte adgangsbillet til fantasiens fabelland.
Efter den første begejstring kom derfor også en naturlig bekymring: kan man overhovedet »oversætte« den slags talent? Og kan man lave en hel spillefilm ud af en historie, der får sin særlige magi fra illustrationerne? Svaret er heldigvis »ja – næsten«. Einstein film, med Philip Einstein Lipski, Jørgen Lerdam og Amalie Næsby Fick som instruktør-trekløver, har ganske vist lavet en film, der til tider er mere sød end Strid, men som til gengæld fylder de mange fortællemæssige huller i Strids beretning ud på fornem vis med stor respekt for forlægget. Hvad var det for eksempel der skete med Sebastians oldefar, der også ledte efter Den mystiske ø? Det har jeg personligt tænkt over, siden jeg læste historien første gang.
Man kan godt savne Strids skønne krøllede streg i de noget glatte computerskabte animationer, ligesom der til tider går lidt for politisk korrekt småbørnspædagogik i den, som når sørøverkaptajnen insisterer på, at hans sømænd »smager på tingene før de siger, de ikke kan lide det«. Professor Glykose og hans underligt umusikalske replikker er også mere sær end egentlig velfungerende. Måske er han tænkt som et godt grin for de voksne? Det er han ikke. Til gengæld byder »Den utrolige historie om den kæmpestore pære« på vaskeægte sus over de vilde havvidder og en oprigtig følelse af at være taget afsted på eventyr, når elefanten Sebastian og hans bedste ven, katten Mitcho sammen med professor Glykose trodser sørøvere, havuhyrer og Det natsorte hav og sætter kurs mod Den mystiske ø i en kæmpestor pære.
Jeg har i øvrigt aldrig oplevet, at få så mange nysgerrige spørgsmål fra nær og fjern inden jeg skulle til anmeldervisning – et klart bevis på, at »Den utrolige historie om den kæmpestore pære« er blevet en klassiker på børneværelset. For at komme nogle af de mere hyppige i forkøbet: Ja, du kan sagtens se den med din sensitive 3-årige – det er lidt uhyggeligt når stormen suser og havmonsteret kommer op til overfladen, men alt bliver hurtigt godt igen. Generelt er hyggen i højsædet filmen igennem. Og ja, Det natsorte hav er ret uhyggeligt. Her er bælgmørkt og gennem mørket suser gennemsigtige spøgelser af afdøde sømænd. Men netop som man tænker »uhhhh nej« opstår en utroligt smuk poesi, både i form af farvet morild men også i mødet med fortiden, der er med til at skabe fremtiden – og ja, det lyder kryptisk, men mere skal simpelthen ikke afsløres her. Se filmen – det kan i den grad anbefales. Og tag så tid til at tale lidt med ungerne bagefter: Om livet, døden og om hvor JERES næste eventyr skal gå hen!
»Den utrolige historie om den kæmpestore pære«
Instruktører Philip Einstein Lipski, Jørgen Lerdam, Amalie Næsby Fick. Danske stemmer: Peter Frödin, Henrik Kofoed m.fl.
