Et filmgeni er født

Hlynur Pàlmason er fra Island, men er uddannet på filmskolen i København. I sin debut brillerer han med en unik film rent visuelt, men han mangler desværre en god historie

Spillefilmsdebutanten Hlynur Pàlmason dyrker et meget konsekvent og vanvittigt flot billedsprog i »Vinterbrødre«. Med det vil han fange nysgerrige filmelskere ind, og selv om han med sin med sin famlende historie nok vil holde mange andre ude, tager jeg hatten af for hans måde at gå planken ud på. Du må ikke snyde dig selv for »Vinterbrødre«, hvis du leder efter det nye solstrejf i dansk film.

I buldrende mørke smides vi midt ind i arbejdet i et kalkbrud. Et meget koldt sted og beskidt sted i verden. De taler dansk på stedet, men ud over det er der ikke mange geografiske indikationer på, hvor vi befinder os. Elliott Crosset Hove spiller den unge fyr Emil, der laver hjemmebryg, som han sælger til kollegerne. Ellers er han kun accepteret, når han diverterer med sin behændighed udi små trylletricks. Resten af døgnet er hårdt arbejde for alle på stedet, men for splejsen Emil er det også hårdt arbejde at blive et mindstemål af accepteret i dette machounivers, hvor Simon Sears fra »Herrens Veje« spiller storebror, og vi også aner Peter Plaugborg i ensemblet.

Vi er i et miljø, hvor de beskidte støvler smides på barakkernes gulv, så snart arbejdsdagen er forbi, hvor alle er hvide i hovedet af kalk døgnet rundt, og hvor der handles meget, men siges knap så meget. Og når der endelig siges noget, overdøves ordene ofte af maskinernes høje rumlen. Det er et meget mandhaftigt sted og på sin vis et uhyggeligt sted. Og på samme tid et smukt sted. Enten er der meget lyst som sne og kalk, eller også er der meget mørkt som i en maskines indre. På mange måder helt ude på overdrevet, når det gælder alle de visuelle valg. Der er tænkt over hver eneste scene, så den passer ind i den mareridtsagtige helhed, og det er let at forstå, at almindelige dagligdags følelser har svære kår sådan et sted.

Elliott Crosset Hove er vores guide. Ham, vi skal mærke den mærkelige verden gennem, og jeg tøver ikke med at kalde ham dansk films nye lykkeamulet på skuespillersiden. Om så hans rolle er stor eller lille, stum eller talende, fæstner vi vores øjne på ham og lader dem nødigt vandre. Hans undren bliver så let som ingenting vores, og han er troværdig, om så han blot løfter et enkelt øjenbryn i let undren, eller han slås råbende, spyttende og nøgen i en kold barak. Han bærer simpelthen »Vinterbrødre«, selv om de andre skuespillere bestemt også gør deres. Blandt andre Elliotts far, Anders Hove, i en mindre rolle. Når jeg priser Elliott Crosset Hove så højt, handler det også en lille smule om, at historien i filmen er meget tynd. Bevares, det skaber lidt splid, da en af mændene bliver syg af den hjemmebryggede sprut, men mange meter rykker fortællingen sig ikke, og forløst bliver den slet ikke, selv om Emil på bedste Travis Bickle i »Taxi Driver«-vis på et tidspunkt leger meget målrettet med et automatisk gevær. Det er synd, for tegningen til noget rigtigt stort er tydelig, men Pàlmason og hans raske svende har nok været mere optaget af alt det visuelle, og fred være med det.

Hlynur Pàlmasons debutfilm minder på sin konsekvente facon om dengang, Lars von Trier viste os sin første spillefilm, »The Element of Crime«, i 1984. Der var man også meget begejstret for filmens konsekvent gennemførte univers men mindre for historien. Samtidig stod man tilbage med fornemmelsen af, at enten var den her drillesyge fyr klar til at levere noget meget stort og ekstraordinært i den næste film, eller også var han et blålys. Samme fornemmelse står man med angående Hlynur Pàlmason. Det er sikkert vældigt politisk ukorrekt nu om dage at bruge vendingen om, »at det både kan blive en dreng og en pige«. Under alle omstændigheder vil jeg vente meget spændt på Hlynur Pàlmasons næste film.

Hvad: Vinterbrødre. Hvem: Instruktør: Hlynur Pàlmason. Medvirkende: Elliott Crosset Hove, Simon Sears, Victoria Carmen Sonne, Peter Plaugborg, Lars Mikkelsen. Hvor: Premiere over hele landet.