Den amerikanske filminstruktør Oliver Stone har det med at servere sine film ekspressivt pakket ind i eksplosive budskaber. Han mener, at en god amerikansk statsborger er systemkritiker. De senere år har han dog skruet noget ned for virkemidlerne. For eksempel var »World Trade Center« (2006) og »W.« (2008) sobre, tangerende det kedelige.
Oliver Stone er efterhånden blevet 70 år, og selv om han stadig er USAs vagthund, er hans kritiske udtryk knap så skingert som tidligere. »Snowden« er en helt igennem sober film, selv om det er tydeligt, hvor sympatien ligger.
I Oliver Stones øjne er Edward Snowden en helt. Han arbejdede for efterretningstjenesten NSA (National Security Agency), hvor han opdagede, at USA i sin iver efter at finde spor efter terrorister var helt nede at kigge i almindelige menneskers mail, chat og SMSer. Som det siges i »Snowden«, så »trak de vod over hele verden«.
For et land som USA, der nærmest altid er i krig et eller andet sted, er den slags afsløringer utilgivelige og kan medføre dødsstraf, mens det i en gennemsnitseuropæers øjne ligner en borgerpligt. Edward Snowden valgte ikke alene at trække sig fra at have med den slags at gøre. Han valgte at gå til medierne ud fra devisen, at »man behøver ikke være enig med politikerne for at være patriot«. Også selv om en intelligent type som ham kendte til følgerne. Edward Snowden lever i dag i eksil i Rusland og kan næppe nogensinde vende tilbage til sit hjemland. I gamle, mindre globale dage var han formentlig blevet likvideret med en paraply i en skummel baggyde.
Vi bliver smidt ind i de hektiske dage i 2013 på et hotel i Hong Kong, hvor historien er på vej ud, og hvor dokumentarfilminstruktøren Laura Poitras filmer Snowden. Samtidig får vi oprullet forhistorien om den intelligente unge Snowden, som efter en soldaterskade valgte at kæmpe for sit land i efterretningstjenesten frem for på slagmarken. Joseph Gordon-Levitt rammer den rigtige Snowdens gemyt godt i hovedrollen, og omkring ham får farverige skuespiller lov til at tone deres myndighedspersoner fint. Rhys Ifans er Snowdens læremester, Corbin O’Brian, og Nicolas Cage spiller en desillusioneret kodeknækker, der selv har kritiseret CIA internt. I en traditionelt fortalt historie bobler de små glæder med birolleskuespillerne ind og ud mellem en rimelig portion spænding, selv om de fleste af os kender historien.
Filmen virker ikke lang i spyttet, selv om den varer ni kvarter, men den løfter sig til gengæld heller ikke som filmfortælling, fordi den foregår i klaustrofobiske rum og bag computerskærme. Der er ikke meget visuelt filmsprog i fladskærme og dørkarme. Men tematisk er historien kolossalt vigtigt, og den vil med sikkerhed nå flere og andre mennesker end for eksempel dokumentarfilmen »Citizenfour« (2014).
Oliver Stone lader den rigtige Edward Snowden optræde i et par af filmens sidste scener i stedet for Joseph Gordon-Levitt. Det er et ofte brugt trick i biografiske film, men det virker næsten altid som noget, der trækker ned og får beskueren til at falde ud af fiktionen frem for at give den tilsigtede rygradsrislende »whauv-ser-han-sådan-ud-den-rigtige-Snowden«-virkning.
Og så går Stone efter absolut laveste fællesnævner ved at have en scene med, hvor et medlem af publikum klapper af vor helt. Oliver, der er du næsten ved at blive lige så konform som de systemer, du gennem tiden har kæmpet imod! Så vil jeg næsten hellere have, at du tager flammekasteren frem igen.
Læs også vores interview med instruktøren Oliver Stone her.
Hvad: »Snowden«
Instruktør: Oliver Stone.
Medvirkende: Joseph Gordon-Levitt, Shailene Woodley, Rhys Ifans, Nicolas Cage.
Hvor: Premiere 29. september over hele landet.
