Stephenie Meyer har også fået tid til at skrive »The Host«, selv om hun har haft travlt med »Twilight«-bøgerne. Vi er i samme naive land af store følelser og kærlighedskonflikter. Rumvæsener fra en anden planet har besat jordkloden ved at tage bo i langt de fleste menneskehylstre.
Ganske få mennesker er undsluppet besættelsesmagten, og de bor spredt rundt omkring i USA. Blandt andet under jorden i ørkenen.
Melanie bliver også fanget af de fremmede og får sat en ny sjæl ind i sin krop. Men det er, som om den gamle menneskesjæl ikke vil forlade kroppen. Resultatet er, at de to sjæle slås indeni. Stemmen, som kommer ud gennem hendes mund, er den fremmede, mens mennesket tænker højt.
Som tilskuere i biografen kan vi høre begge stemmer og således følge med i konflikterne. Dels med hensyn til tilhørsforholdet hos de to racer, dels med hensyn til kærligheden. Det bliver særligt svært, hvis fysikken gerne vil kysse en dreng, mens ånden gerne vil kysse en anden.
Forenklet og ligegyldigt
Lige netop det dilemma er skrevet helt ud, så vi får en scene, hvor to drenge skal kysses skiftevis, og der bagefter diskuteres, hvordan de to par på kryds og tværs i tre menneskekroppe skal indrette deres liv.
Det er langt mere grotesk end rørende. En stribe påklistrede actionscener, hvor de hvidklædte fremmede jager menneskene i helikoptere og luksusbiler, der skinner af nypoleret sølv, hjælper ikke ret meget på helheden. Føj for et forenklet og ligegyldigt fremtidsdesign.
Andrew Niccol er ellers en instruktør med flair for science-fiction. »Gattaca« og »In Time« var hans egne projekter og solide film i en besværlig genre. Man fornemmer, at han har sat sit aftryk på den måde, menneskenes verden under ørkensandet vises frem. For eksempel har de en kornmark under jorden, der næres af lys fra oven, som sendes ned gennem et hul i jorden ved hjælp af et sindrigt system af spejle. Det ser spændende ud, men resten af hulerne ligner papmaché tilsat en brusende flod fra filmstudiets vandtank.
Replikkerne er korte og naive, og de unge skuespillere kommer til at se lidt for stive ud. William Hurt vil gerne give sin underjordiske leder mening, men det er lettere sagt end gjort i en kedelig historie, hvor alle hele tiden ser meget alvorlige ud, og hvor der ikke er sneget bare ét lille grin ind.
Efter tusmørket sænkede sig, kom »The Host«, og nu er der helt sort.
