Kan man fortælle en historie om racisme og undertrykkelse i et til tider nærmest tegneserieagtigt univers? Ja, det kan man godt. I hvert fald hvis historien er så velspillet og fortalt med så stor menneskelig varme, som det er tilfældet i »Niceville«, der har ganske meget på hjerte, selv om der ved første øjekast ser ud til at være sprøjtet lige vel meget sukker ud over et alvorligt emne.
Vi befinder os i Jackson, Missisippi i start-tresserne. En tid hvor unge fruer spiller bridge og drikker iste, mens deres sorte husholdersker sørger for at passe hus og børn. Den ledende frue i byen, Hilly Holbrock, indfører, at husholderskerne skal have separate udendørs toiletter - for ikke at videregive bakterier. En grotesk illustration af de usle forhold, de hårdtarbejdende sorte kvinder må leve med. Forhold som den oprørske forfatterspire Skeeter Phelan beslutter sig for at afsløre i en række kontroversielle og afslørende interviews med stuepigerne. Uden helt at være klar over, hvilken hvepserede hun har stukket fingrene i. Og hvor farligt projektet er for hendes interviewpersoner, der risikerer at miste deres eneste levebrød.
»Niceville« er en underholdende, rørende og opbyggelig historie om søstersolidaritet, næstekærlighed, åbenhed og tolerance. Om at finde modet til at bryde med sociale konventioner og undertrykkelse. Både de hvide fruers åbenlyse undertrykkelse af de sorte stuepiger, men også deres undertrykkelse af Skeeter Phelan, fordi hun vover at udfordre de uskrevne regler for, hvordan en ung hvid kvinde fra sydstaterne opfører sig. Der spilles på en hårfin balance mellem alvor og humor i alle roller. Bryce Dallas Howard er forrygende bitchy som byens dronning, Emma Stone er en kæk Skeeter Phelan. Men det er Octavia Spencer og Viola Davies som de to første husholdersker der vover at lade sig interviewe, der for alvor stjæler billedet. Undertrykkelse eller ej.
