Festen er forbi

En mand kommer hjem. Han hedder Thomas Vinterberg, og efter et par kommercielle fiaskoer med film på engelsk forsøger han nu at genfinde den inspiration, der for knap ti år siden gav ham et gedigent gennembrud med den formidable »Festen«.

Plakaten for hans nye film giver imidlertid bange anelser. Den viser en panisk Thomas Bo Larsen på vild flugt med skjorten flagrende uden på bukserne, og det giver gysende associationer til Peter Bays katastrofale »Humørkortstativsælgerens søn«. Uha uha.

Så slem er »En mand kommer hjem« slet ikke, men vellykket er den heller ikke. Den foregår i en idyllisk provinsby og handler om Sebastian, der stammer, hvilket stammer fra hans fars selvmord og hans mors følgende forvandling til lesbisk.

Men vent – filmens lovende prolog lyver for os, for faderen tog slet ikke livet af sig. Han er ingen anden end den berømte operasanger Karl Kristian Schmidt, som nu sætter sin fødeby på den anden ende ved at beære den med et besøg, der dog får et noget skævt forløb, fordi den tiljublede tenor viser sig at være i skidt humør og blandt andet pure nægter at spise trods enorme kulinariske anstrengelser udfoldet i det lokale hotels køkken.

Sangeren ved ikke, at han er Sebastians far. Den stammende unge mand, der i øvrigt er splittet mellem sin selvsikre kæreste Claudia og en brat opblusset forelskelse i den blide Maria, får også først afsløret sandheden om familieforholdet et stykke inde i filmen. Og så er der dækket op til stor og fornem fest, så man umuligt kan undgå at tænke på »Festen«, og dermed også lagt op til pinlige afsløringer og hidsige konfrontationer.

Tilfældig blanding
Men dette er ikke »Festen 2«. Det er derimod en underligt tilfældig blanding af humor og alvor, idet Thomas Vinterberg lader komedie og tragedie tumle rundt hulter til bulter, mens alle mulige forskellige stilarter bakser heftigt med hinanden. At kalde »En mand kommer hjem« for ujævn vil være årets eufemisme.

Det er i den forbindelse værd at huske om Thomas Vinterbergs såkaldte fiaskoer, at hans »Dear Wendy« faktisk var en skarp og tankevækkende provokation, og at hans ambitiøse fabel »It’s All About Love« trods sin mangel på synlig sammenhæng rummede fantastiske scener af voldsom virkning.

Ingen af delene kan man sige om »En mand kommer hjem«, der ligesom Lone Scherfigs »Hjemve« og Lars von Triers »Direktøren for det hele« repræsenterer en slags filmisk back to basics med snuden stukket langt ned i den danske muld og ryggen vendt mod resten af verden, hvad der afgjort kan være en kunstnerisk kvalitet. Men ikke nødvendigvis er det.

I Thomas Vinterbergs tilfælde virker resultatet præget af vildrede med hensyn til genre, stil og tonefald.

Filmen er rent ud sagt noget rod, selv om Oliver Møller Knauer er et attraktivt nyt bekendtskab som den troskyldige Sebastian, selv om Thomas Bo Larsen er langt mere disciplineret som operasangeren, end den dumme plakat giver indtryk af, selv om biroller er besat med ansigter, som man altid genser med glæde – blandt andre Karen-Lise Mynster, Morten Grunwald og Paw Henriksen – og selv om Sydfyns sensuelle sommersol (filmen er indspillet i Faaborg og på Ærø) er smukt indfanget af fotografen Anthony Dod Mantle.

Fint nok, men en svensk skuespiller i en vigtig rolle slipper vi som vanligt ikke for, så vi helt absurd kan sidde og læse danske undertekster i en dansk film, og de blødt bølgende fynske bakker genkender vi fra Anders Thomas Jensens »Adams Æbler«, hvad der uheldigt minder os om, at helstøbte film også lader sig lave på disse kanter.

Fine øjeblikke
Det er pokkers ærgerligt. Der er fine øjeblikke spredt rundt omkring i »En mand kommer hjem« – sjove momenter, kvikke replikker, rørende stunder – men der er flere passager præget af forvirring, tomgang og højlydt råben, som formentlig skal være morsom, men bare virker neurotisk og enerverende.

Man vånder sig i kvide, for man vil så gerne byde Thomas Vinterberg velkommen hjem, men med »En mand kommer hjem« skaffer han sig hverken kunstnerisk eller kommerciel revanche og har virkelig behov for nøje at overveje, hvordan han får sit uomtvistelige talent drejet væk fra vildvejene og tilbage på hovedvejen.