Farvel til kirkestaten

Danskerne lever, helt frivilligt, i en kirkestat. Godt nok er kirken hverken styret eller domineret af en lovreligion som islam, men kirken – snedigt nok emballeret som »folkekirken« – er for længst vokset sammen med staten – takket være den danske Grundlov af 1849 og en præcedens, der går endnu længere tilbage.

Heri intet nyt. Men i januarnummeret af månedsbladet Samvirke, der udkom i går, bringes en måling, der viser, at danskerne er parate til at begynde på en langsom adskillelse af kirke og stat. Således mener et flertal af danskere, at kommunen ligeså vel som kirken kan varetage navneregistreringen ved fødsel, død og navneskift, mens knap 20 pct. af folkekirkens egne medlemmer gerne vinker farvel til statens årlige tilskud på op imod en milliard kroner. Det forholder sig nemlig sådan, at staten i år finansierede 12 pct. af kirkernes udgifter – udover hvad medlemmerne var flinke nok til at betale i kirkeskat.

Samvirkes undersøgelse afspejler, at danskeren tager de første, spæde skridt i spørgsmålet om kirke og stat, og det er vel at mærke skridt i den rigtige retning.

Hvorfor?

Fordi ægteskabet mellem stat og kirke, dvs. mellem lov og tro, mellem politik og religion, er en uskik, som alle sekulære stater burde holde sig for gode til. Især nu, hvor de sekulære stater konfronteres af islamistiske bevægelser, partier og stater, der vil os og vores levevis til livs, ikke bare i teorien, men ved hjælp af konkret handling og demografi.

Adskillelsen af kirke og stat tjener derfor ikke kun rene, liberale principper, men tillige et strategisk hensyn. Skal vi argumentere virksomt imod radikal islam, vil det hjælpe os at afskaffe den særlige danske kirkeordning, der giver en bestemt kirke adgang til statsmidler og en privilegeret status.

Men tilbage til principperne. Selv om Grundlovens paragraf 68 sikrer enhver borger imod at skulle yde bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end hans egen, hvis nogen, så betaler alle skatteydere til den evangelisk-lutheranske folkekirke. Det er ikke nok at kvitte medlemskabet; du betaler stadig via din almindelige skattebillet. Til Kirkeministeriet og til præster, provster og biskoppers løn og pension. Der er med andre ord intet frit valg. Kirken er på støtten, og du betaler. Enten er du med kirkestaten – eller også er du med den, vær så god at ryste op med klejnerne.

Bag denne støtteordning, som hidtil har levet et næsten upåagtet liv, ligger naturligvis historie, pragmatisme og vanens magt. Samt naturligvis princippet om en stat af Guds nåde. Dette princip imødegås imidlertid af retsstatens princip, der afviser enhver forestilling om en guddommelig stat. Det er derfor, retsstaten er interesseløs. Den har ingen trosmæssige konfessionelle præferencer; det lader den borgerne om, fordi den interesseløse retsstat skelner mellem den offentlige og den private sfære, hvor førstnævnte er rum for det politiske, og sidstnævnte er rum for borgernes individuelle og personlige liv.

Det er netop denne demarkationslinje mellem de to verdener, der såvel definerer politikkens autonomi – adskilt fra teologi, metafysisk, åbenbaring, bibelske referencer og religiøse doktriner – som sikrer den personlige frihed. Og det er i dag den autonomi og den frihed, vi kan fremme ved at afsakralisere staten og neutralisere folkekirken. Men det kræver, at vi indser, at kirken hører lige så lidt hjemme i staten, som staten hører hjemme i kirken, og at kirken skal være lovgiver lige så lidt, som staten skal være kirkelig.

Mens befolkningen ifølge Samvirkes måling synes på vej til denne stillingtagen, taler politikerne fra venstre til højre om, at tro er en privatsag. Men hvis de virkelig mener det, må de også privatisere folkekirken og gøre Danmark til en retsstat, hvis kendetegn er, at den lader evigheden fare og alene garanterer borgernes fred, orden og mulighed for velstand.

Vinker vi farvel til kirkestaten, siger vi også adjø til statsdyrkelsen og den vildfarelse, at staten er indvendig. For staten er ikke indvendig, men udvendig. Staten er ikke meningen med livet eller svaret på de store spørgsmål, den er alene et køligt instrument til løsning af konkrete opgaver. Staten er en nørd, ikke en altmuligmand.





















n Lørdagens perspektiv skrives på skift af Uffe Ellemann-Jensen, Peter Kurrild-Klitgaard, Katrine Winkel Holm og Mikael Jalving.